I dag fejrer vi, at det er 175 år siden, Danmark fik en grundlov. Grundloven er Danmarks forfatning og derfor også uden tvivl den vigtigste lov af alle de love, som gælder i Danmark.

Det er således i grundloven, at rammerne for vores demokrati og for, hvordan demokratiet fungerer, er fastsat. For eksempel er det i grundlovens § 3, at princippet om magtens tredeling er fastslået. Tredelingen af magten sikrer, at al magt ikke er hos en person eller en meget lille gruppe af personer, som i et diktatur, men at det er forskellige enheder, som henholdsvis vedtager, administrerer og dømmer efter lovene. I Danmark er det således Kongen (regeringen) og Folketinget i forening, som har lovgivningsmagten, regeringen, som administrerer lovene, og domstolene, som dømmer efter lovene.

Princippet om domstolenes uafhængighed følger også af grundloven. I grundlovens § 64 står der således ”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.” Princippet indebærer, at jeg i mit arbejde som dommer kun skal tage hensyn til lovgivningen, herunder til lovenes forarbejder og praksis fra Højesteret, når jeg afgør en sag. Jeg skal ikke spørge hverken justitsministeren, retspræsidenten eller en mere erfaren kollega til råds eller forelægge mit udkast til afgørelse for nogen, inden jeg afsiger dom, og jeg kan ikke afskediges, for eksempel fordi et medlem af Folketinget synes, at jeg udmåler for lave straffe.

Der var mange andre lande som fik en forfatning – en grundlov – på omtrent samme tid som Danmark. I nogle lande blev forfatningen til på baggrund af en revolution eller anden folkelig opstand, men det var ikke tilfældet i Danmark, og det var heller ikke sådan i Danmark, at alt var kaos eller i strid med alle gældende retsstatsprincipper forud for vedtagelsen af grundloven.

For eksempel holdt kongen op med at deltage i Højesterets arbejde mange, mange år før vedtagelsen af grundloven, selv om han efter de love, som var gældende, inden grundloven blev vedtaget, som enevældig hersker havde ret til både at fastsætte lovene, bestemme hvordan de skulle administreres og dømme efter dem.

Inden grundloven blev vedtaget, var der også mange højtstående embedsmænd, som i deres daglige arbejde gjorde en stor indsats for at undgå vilkårlighed og sikre lighed for loven, når myndighederne skulle træffe afgørelse.

Grundloven kom altså ikke ud af ingenting, og principperne i loven var ikke opfundet til lejligheden, men derimod udtryk for opfattelser, som allerede herskede mange steder i samfundet, og som også på visse områder allerede var implementeret.

Grundloven er ikke nogen meget lang lov. Den har kun 89 paragraffer. Grundloven kan derfor ikke stå alene men må suppleres af andre love og ikke mindst af det, som Anders Sandøe Ørsted kaldte ”juridisk fornuft”, men som andre måske vil kalde en sund (rets)kultur.

Anders Sandøe Ørsted, var medlem af den grundlovgivende forsamling og en lige så stor jurist, som hans bror H.C. Ørsted, var naturvidenskabsmand. Om grundloven skrev han blandt andet: ”Det skrevne ord i grundloven kan dog ej personlig stille sig imellem de levende kræfter, som er i strid om dets forståelse og anvendelse. Det må have et levende organ, som med afgørende myndighed udsige, hvorledes det skal forstås.”

Den sunde retskultur er vigtig, ikke kun blandt dem, som skal administrere og dømme efter lovene, men også i samfundet som helhed. Det er også vigtigt, at vi som samfund har en nogenlunde ens opfattelse af, hvad en sund retskultur er, for hvis vi ikke har det, kommer den sunde retskultur ikke til at gennemsyre hverken den måde, vi agerer på som politikere, embedsmænd eller dommere, eller den måde, vi agerer på som borgere. Som Anders Sandøe Ørsted også skrev, bygger de moralske garantier ikke på den individuelle tænkemåde hos dem, der varetager statsstyrelsen og retshåndhævelsen. Derimod bygger de ”på organiske indretninger, på oplysning og folkedannelse, hvorved det rette bliver en social magt, som ikke mindre gennemtrænger dem, til hvem den øverste ledelse af samfundets anliggender er betroet, end dem, som har at lyde.”

Det er ofte frihedsrettighederne, som er i fokus, når vi taler om grundloven. Det vil sige den personlige frihed, ytringsfriheden, boligens ukrænkelighed o.s.v. Vil vi bevare og styrke den sunde retskultur, er det imidlertid vigtigt, at vi også løbende taler om de grundlæggende principper for, hvordan Danmark fungerer, som grundloven er udtryk for, og at samtalen foregår ikke kun blandt politikere, embedsmænd og dommere, men også i den brede befolkning.

Det fortjener dagens fødselsdagsbarn, og det fortjener Danmark, for som en anden stor jurist, Alf Ross, sagde: ”Den eneste, men i virkeligheden også den bedste garanti mod overgreb [mod forfatningen (red.)] ligger deri, at de er utænkelige.”

Glædelig grundlovsdag og god samtale!