– om siden

Artikel fra domstol.dk , den 16. juli 2014:

Danmarks første dommerblogger 

Hvordan er arbejdet som dommer, hvilke overvejelser gør man sig, inden man bliver dommer, og hvordan påvirker arbejdet som dommer en? Det er nogle af de ting, Gerd Sinding skriver om i Danmarks første dommerblog ”Dommer i dag”.

I de seneste år har der været vist flere tv-programmer om fogedens arbejde, ligesom man har kunnet se udsendelser om, hvordan politiet, anklagere og forsvarsadvokater arbejder. Men der har ikke været tilsvarende programmer om, hvordan det er at være dommer i Danmark, og det var en af grundene til, at Gerd Sinding fra Retten i Glostrup besluttede at starte en blog om sit arbejde.

“Jeg har lavet siden, fordi jeg synes, det er vigtigt, at der er en bred vifte af tilbud om oplysning om vores arbejde. Samtidig har jeg gerne villet medvirke til ”at sætte ansigt” på domstolene og til at give domstolene et tidssvarende og moderne udtryk,” fortæller Gerd Sinding.

I Danmark har der hidtil ikke været tradition for, at dommere udtaler sig i offentligheden på egne vegne, og Gerd Sinding har da også været i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan have sådan en hjemmeside som ”Dommer i dag”. Hun blev imidlertid inspireret af den norske dommerblogger Rune Lium, som flere gange har besøgt Danmark og holdt oplæg for dommerne, og af sin svigerinde, der er journalist, blogger og tidligere klummeskribent.

”Når jeg fortalte min svigerinde om mit arbejde, opfordrede hun mig gentagne gange til at skrive og fortælle om både facts og de overvejelser, jeg gør mig i arbejdet som dommer. Da jeg samtidig savnede at undervise og holde foredrag, som jeg gjorde rigtig meget, da jeg arbejdede i Domstolsstyrelsen, lå det lige for at tage sagen i egen hånd og gå i gang. Jeg håber, det er lykkedes mig at lave noget, der er så sobert og i orden, at konklusionen bliver, at det kan man godt,” siger Gerd Sinding.

Positiv feedback fra kolleger

Det har været vigtigt for Gerd Sinding, at hendes hjemmeside fremstår både professionel og tidssvarende, og hun har derfor også valgt at bruge en professionel fotograf til billederne. Det vigtigste for hende er dog, at hun har opbakning fra sine dommerkolleger.

”Jeg har været glad og overvældet over alle de positive reaktioner, jeg har fået. Nogle bare med “godt gået”, andre med refleksioner over det, jeg har skrevet. Det sidste gjorde mig dobbelt glad, for selv om siden primært er henvendt til eksterne, er det en dejlig sidegevinst, hvis den også kan vække til eftertanke og skabe gode diskussioner internt,” siger Gerd Sinding.

En af Gerd Sindings kolleger skrev: “Tillykke. Jeg håber, alle dine kollegaer vil glæde sig over at have en kollega, der er så meget ”på beatet”.”

”Det var en feedback, jeg var glad for, for jeg synes netop, det er vigtigt, at vi ved domstolene ikke fremstår som kedelige, grå og gammeldags, men som med “på beatet”, samtidig med at det naturligvis skal være tydeligt for alle, at vi tager vores arbejde dybt seriøst og alvorligt,” siger Gerd Sinding.

Hvad handler bloggen om?

Inden Gerd Sinding startede sin blog, spurgte hun sit netværk, hvad der vil være interessant at vide noget om. Hun holdt blandt andet oplæg i sin søns 2.g-klasse og fik i den forbindelse inspiration både fra eleverne og fra deres lærer, men hun har også brugt sine venner og Facebook til at finde emner til sine blogindlæg.

Indtil videre har Gerd Sinding skrevet fem blogindlæg, hvoraf nogle helt faktuelt beskriver, hvordan dommergerningen udøves i Danmark, mens andre handler om hendes personlige oplevelser som dommer.

Hendes indlæg henvender sig til alle, der gerne vil vide mere om domstolene, men især til de, der ikke ved så meget i forvejen.

”Jeg ved godt, det er alt for bredt, hvis man er journalist, men jeg håber ikke desto mindre, at siden kan bruges af elever på for eksempel erhvervsuddannelserne, af deres lærere og andre voksne, der interesserer sig for samfundsforhold i al almindelighed,” siger Gerd Sinding.

Abonnér på ”Dommer i dag”

Du kan abonnere på Gerd Sindings blog “Dommer i dag” her ved at trykke på ”Follow” nederst på skærmen i højre hjørne, hvor du skriver din e-mailadresse i feltet. Herefter modtager du en mail, hvor du kan bekræfte, at du vil abonnere på bloggen, og hvor du kan vælge, hvornår du ønsker at få besked om nye indlæg.

2 svar til – om siden

  1. Jette siger:

    Hej Gerd! Din blog er et fint og interessant initiativ. Men savner mere fokus på dine egne vurderinger/Perspektiver og erfaringer – altså inden for de mulige rammer. Fx hvad betyder samarbejdet med domsmændene for dig som dommer – styrker og eventuelle udfordringer? Hvilken betydning vurderer, domsmænd har for resultatet – dommen? Mvh Jette

Kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.