Det er sommertid, og landet er fyldt med glade unge mennesker, som efter mange års hårdt arbejde har afsluttet deres studier. Nogle af dem er blevet cand.jur. og har allerede eller skal snart aflægge juristløftet, for ligesom lægerne, aflægger vi jurister faktisk også et løfte om udøvelsen af vores fag, når vi afslutter vores uddannelse på universitetet.

På mit eksamensbevis fra 1990 står, at juridiske kandidater aldrig vidende må vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.

Juristløftet er, som man kan fornemme, ikke nyt. Det stammer fra den forordning fra 1736, der indførte en juridisk embedseksamen på Københavns Universitet. Baggrunden var, at den faglige og menneskelige kvalitet af advokater og dommere mange steder i landet var for lav. Det søgte forordningen at råde bod på gennem uddannelse. Dommerne havde allerede en embedsed, og derfor er juristløftet særligt formuleret med henblik på advokaterne. 

Der har aldrig været knyttet selvstændige sanktioner til overtrædelse af juristløftet, men rundt omkring i lovgivningen findes der særlige bestemmelser om dommeres, andre embedsmænds og advokaters opførsel, der kan sanktioneres.

For tjenestemænd, herunder dommere, gælder for eksempel tjenestemandslovens § 10, som lyder sådan: ”Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”. Af retsplejelovens § 48 fremgår, at en dommer ikke må være forsømmelig eller skødesløs i embedet og ikke må udvise utilbørligt eller usømmeligt forhold.

Om advokater bestemmer retsplejelovens § 126, at en advokat ”skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.” Det følger også af bestemmelsen, at advokater ikke må tage et urimeligt højt salær.

Disse bestemmelser er meget upræcise. De er det, man kalder ”retlige standarder”. Forskellige myndigheder og organisationer har forsøgt at komme lidt mere kød på. For eksempel har Dommerforeningen i 2014 givet sit bud på vejledende etiske principper, som er sammenfattet under overskrifterne uafhængighed, upartiskhed og integritet, respektfuld behandling og diskretion, kvalitet, åbenhed og ansvarlighed.

Den såkaldte Kodeks VII for embedsmænd i centraladministrationen (ministerierne) giver en mere omfattende beskrivelse af syv centrale pligter, der er sammenfattet sådan: lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl, partipolitisk neutralitet.

Advokatrådet har også skrevet ret omfattende advokatetiske regler.

Det er arbejdsgiverne, lederne af tjenstlige forhør, Advokatnævnet og i sidste ende domstolene, der må tage stilling til, om der i en konkret sag er sket en tilsidesættelse af lovens generelle adfærdsregler, og fastsætte de konsekvenser, det i givet fald skal have. Hvis der er sket noget strafbart, kan der også blive ført en straffesag, for eksempel hvis en embedsmand har overtrådt reglerne i straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, eller hvis en advokat har begået underslæb med sine klienters penge.

Det er selvfølgelig vigtigt, at adfærd, som strider mod de regler og principper, jeg har nævnt ovenfor, kan få konsekvenser for den enkelte jurist, embedsmand eller advokat, men endnu vigtigere er det efter min mening, at der blandt jurister, uanset deres ansættelsesforhold, er en bred anerkendelse af vigtigheden af at udføre sit arbejde på en ordentlig og samvittighedsfuld måde.

Det er altid godt at begynde med sig selv: Har jeg tendens til at være for følgagtig over for dem, der har magt og indflydelse, eller lade mig charmere? Er der for meget kammerateri eller misforstået familieloyalitet? Er jeg for sløset, har jeg skyklapper på, eller lader jeg mig lede af min egen pengeglæde? Uden selvransagelse og blik for vores faglige etik kan vi jurister ende med at undergrave befolkningens tillid til os. Det ville være fatalt, for en af de ting, som gør Danmark til et godt land at leve i, er den høje grad af tillid, befolkningen (med rette) har til hinanden og vores institutioner og myndigheder.

Hvis vi ikke tager de pligter, som juristløftet er udtryk for, alvorligt, er det ikke blot enkelte medmennesker, der kan lide skade, men hele samfundet.