Har man indenfor de sidste 25 år deltaget i et personalearrangement på jobbet, som blev faciliteret af en ledelseskonsulent, har man helt sikkert lagt øren til frasen ”Jeg hører, hvad du siger”. Har man deltaget i flere personalearrangementer, er frasen måske endda blevet til en kliché og har mistet sit reelle indhold, fordi man har oplevet, at frasen ikke var udtryk for reel interesse, men nærmere det modsatte.

Det er trist, for det er vigtigt at høre efter, hvad andre siger, og ikke mindst at vise, at man hører efter. Det gælder i alle livets forhold, herunder også i retssalen. Derfor er jeg som dommer ked af den udvikling, som har ført til, at det ikke længere er et krav efter retsplejeloven, at en dom skal indeholde et referat af de forklaringer, som er afgivet under sagen, og at et sådant referat kun skal skrives, hvis dommen bliver anket.

Udviklingen startede for 20-25 år siden.

Før den tid tog dommeren notater af de forklaringer, som blev afgivet i retten, og indtalte herefter straks referatet af forklaringen på diktafon, hvorefter det blev renskrevet. Ofte blev diktatet indtalt i retten, mens den, som havde afgivet forklaringen, lyttede efter. På den måde blev det straks afklaret, om dommeren havde forstået forklaringen rigtigt. Det havde mange både praktiske og psykologiske fordele.

For omkring 20 år siden begyndte man imidlertid at eksperimentere med at lydoptage forklaringer i retten med henblik på, at man ved hjælp af et talegenkendelsesprogram herefter kunne skrive forklaringerne. Det viste sig hurtigt, dels at talegenkendelsesprogrammerne ikke var tilstrækkeligt udviklede til, at det kunne lade sig gøre, dels at den transskription, der reelt var tale om, ikke kunne bruges i en dom. For det første fordi de fleste af os, i vores talesprog, har en tendens til at indføje overflødige fyldord og gentage os selv. For det andet fordi, transskriptionen i mange tilfælde kun gav mening, hvis man havde været til stede i retssalen. Et udsagn som for eksempel ”Han var nok omkring lige så høj som dig” er således indholdsløst, hvis det ikke suppleres med oplysninger om, hvor høj den person, der refereres til, er.

Arbejdet med at skrive forklaringerne på grundlag af lydoptagelserne overgik derfor til rettens sekretærer. Lydoptagelserne medførte dermed ikke den lettelse af retternes arbejde, som var forudsat, men øgede tværtimod i mange tilfælde arbejdsbyrden. For at kunne votere med lægdommerne med det samme, var dommerne nemlig nu nødt til både at tage udførlige notater i retten og efterfølgende, måske lang tid efter hovedforhandlingen, bruge tid på at gennemlæse og godkende det referat af forklaringerne, som en sekretær, der ikke havde været til stede i retten, havde skrevet på grundlag af lydoptagelsen.

I stedet for at vende tilbage til det gamle system med at skrive referat af forklaringerne efter dommerens diktat besluttede man at afhjælpe problemet ved i retsplejeloven at give mulighed for at skrive domme uden at medtage de forklaringer, som er afgivet under sagen. Fra den 15. juni 2024 gik man skridtet fuldt ud og ændrede retsplejeloven, så det nu ikke kun er en mulighed, men udgangspunktet, at man ikke i en dom gengiver de forklaringer, som er afgivet under sagen, medmindre sagen bliver anket. Samtidig er man begyndt at overveje, om man kan bruge kunstig intelligens, når der skal skrives referat af forklaringer afgivet under en retssag.

Især for den, der som part i en retssag har afgivet forklaring, må det være utilfredsstillende, når forklaringen ikke er refereret i dommen, men også for andre læsere af domme er det problematisk. Når forklaringerne ikke er refereret i dommene, er det jo meget sværere at forstå sagen og vurdere, om man synes sagens udfald er rimeligt eller rigtigt. Det følger ganske vist af forarbejderne til ændringen af retsplejeloven, at begrundelsen skal være tilpasset dommens øvrige indhold, og det nævnes til illustration, at hvis retten finder, at dommen bør begrundes bl.a. under henvisning til indholdet af en bestemt forklaring, kan retten i begrundelsen skrive for eksempel: ”efter X’s forklaring om, at […], er det bevist…”. Dette sikrer imidlertid ikke, at læseren også får kendskab til den del af forklaringen, som kunne pege i en anden retning, og det er efter min opfattelse uheldigt. ”Cherry picking” kalder man det på andre områder, når man ”håndplukker” oplysninger, og kun refererer dem, der er til fordel for ens eget synspunkt.

Blandt andet derfor holder jeg indtil videre fast i at skrive et referat af de forklaringer, som er afgivet under sagen, i mine domme. En anden grund til, at jeg holder fast i at referere forklaringerne, er, at den bearbejdning af forklaringerne, som er nødvendig, når jeg skal skrive referat af dem, er et vigtigt led i min arbejdsproces. Det, som er væsentligt for afgørelsen af sagen, skal med, det, som er ligegyldigt for resultatet, må gerne træde i baggrunden. Det, som en part lægger meget vægt på, bør ikke udelades helt. Udvælgelsen af det stof, som skal med og vægtningen af det, er således et vigtigt element i min forståelse af sagen, og kan ikke foretages af kunstig intelligens uden et væsentlig tab af retssikkerhed og tillid til, at jeg ikke bare ”hører, hvad du siger”, men faktisk lytter.