Esbjerg var min barndoms storby. Porten til Fanø og England, men også byen, som kunne nås i bil eller med tog på en eftermiddag, og hvor man kunne få det tøj, de bøger, den musik og meget andet, som man ikke kunne få i den lille by, hvor jeg er vokset op, eller gå til koncert eller i biografen og se filmene, mens de endnu var nye.
Det var derfor ikke svært for mig at sige ja, da jeg for nogen tid siden blev spurgt, om jeg ville vikariere som dommer ved Retten i Esbjerg fra den 15. marts til den 15. september i år, særligt ikke fordi jeg også professionelt havde kendskab til arbejdet ved Retten i Esbjerg, da jeg som dommerfuldmægtig i Vestre Landsret tilbage i 1999 havde været på flere tjenesterejser til Vestre Landsrets bitingsted i Esbjerg for at deltage i behandlingen af ankesager der.
Der er 24 byretter i Danmark. Det er fastsat i retsplejeloven, hvor mange dommere, der skal være ved den enkelte ret. Den største byret i Danmark er Københavns Byret, hvor der efter retsplejeloven skal være en præsident og mindst 39 andre dommere, ved Retten på Frederiksberg, hvor jeg arbejder, når jeg ikke er vikar i Esbjerg, skal der være en præsident og mindst 10 andre dommer, mens der ved Retten i Esbjerg skal være en præsident og mindst 6 andre dommere. Den mindste byret i Danmark er Retten på Bornholm, hvor der efter retsplejeloven skal være en præsident og mindst 1 anden dommer.
Der er altså ret stor forskel på byretterne rent størrelsesmæssigt, men der er også en vis forskel på, hvilke sager de enkelte byretter modtager og behandler. Det har nemlig stor betydning for, hvilke sager en byret modtager og behandler, hvem der bor i retskredsen, og hvilke erhvervsvirksomheder, som ligger der. For eksempel behandler Københavns Byret og Retten i Kolding et meget stort antal sager om kompensation til flypassagerer i henhold til EU-forordningen om flypassagerers rettigheder, fordi der i begge retskredse ligger en stor lufthavn (Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn). Retten på Frederiksberg dækker nogle områder, hvor der er meget kriminalitet, herunder alvorlig kriminalitet, og Retten på Frederiksberg behandler derfor mange straffesager. Retten i Esbjerg behandler sager fra Esbjerg, Fanø, Varde og Vejen kommune og dækker altså et stort geografisk område, hvor der både er en række byer og drives landbrug og erhvervsvirksomhed knyttet til blandt andet havnen i Esbjerg og den tætte beliggenhed ved vandet. Det har naturligvis betydning for, hvad de sager, jeg behandler her ved Retten i Esbjerg, handler om.
Alle byretter behandler mange forskellige typer af sager. Det gælder også Retten i Esbjerg. Der er straffesager og almindelige civile sager, det vil sige sager anlagt af en person, virksomhed eller (stats)institution mod en (anden) person, virksomhed eller (stats)institution. Dertil kommer de særlige civile sager, som for eksempel de familieretlige sager om forældremyndighed og samvær mellem børn og deres forældre. Desuden behandler retten fogedsager om for eksempel lejeres udsættelse af lejemål, skiftesager vedrørende for eksempel konkursboer eller dødsboer og notarialforretninger om underskrift af testamenter og andre dokumenter.
Dommerne både i Esbjerg og ved andre byretter behandler hovedsageligt straffesager og civile sager, men har også opgaver som medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet og de kommunale Børne-og ungeudvalg. Dommerfuldmægtigene, der ligesom dommerne er jurister, er typisk specialiserede i behandlingen af enten foged- eller skiftesager, men behandler derudover også visse straffesager og civile sager.
De øvrige medarbejdere varetager rettens andre funktioner. Nogle af kontorfuldmægtigene har gennemgået et særlig oplærings- og uddannelsesforløb og behandler på egen hånd skifte- og fogedsager fra start til slut, mens andre bistår dommerne og dommerfuldmægtigene på forskellige stadier i sagsbehandlingen. Vagterne sørger for sikkerheden i vores retsbygning og it-medarbejderne for, at alt den it, alle ansatte benytter i hverdagen, fungerer.
I alt er vi omkring 55 medarbejdere ved Retten i Esbjerg, mens vi ved Retten på Frederiksberg er knap 100 medarbejdere. Måske bør det i den forbindelse nævnes, at der er ca. 200.000 indbyggere i det område, Retten i Esbjerg dækker, mens der er ca. 325.000 indbyggere i det område, som Retten på Frederiksberg dækker.
Det er både spændende og lærerigt for en tid at arbejde i en anden byret og i en anden landsdel, end jeg plejer. De demografiske og geografiske forskelle giver stof til eftertanke, ligesom min udstationering er en anledning til at samarbejde og udveksle erfaringer med andre gode kolleger, end jeg plejer, og tænke igennem, om mine arbejdsgange i alle tilfælde er hensigtsmæssige.
At jeg så også har en meget, meget bedre udsigt fra kontoret her i Esbjerg end på Frederiksberg, gør ikke fornøjelsen mindre.

