For nogle år siden havde jeg en sag om en ansat, der var kommet meget alvorligt til skade under sit arbejde. Han havde fået erstatning fra arbejdsskadesikringen, men krævede nu også erstatning fra sin arbejdsgiver, fordi arbejdsgiveren ikke havde sørget for den nødvendige sikkerhed under arbejdet. Arbejdsgiveren afviste kravet og fastholdt under hele sagen, at sikkerheden på arbejdspladsen var i orden, men at den ansatte havde været uforsigtig og klodset under udførelsen af sit arbejde.

Under retssagen var det tydeligt for mig, at den ansatte var meget ked af, at arbejdsgiveren gjorde gældende, at den ansatte havde været uforsigtig og klodset.

Efter at den mundtlige hovedforhandling i sagen var sluttet, og parterne stadig var til stede i retten, tilkendegav jeg, at sikkerheden på arbejdspladsen var, som den skulle være, og at arbejdsgiveren ikke var erstatningsansvarlig. Da der ikke var noget som helst, som tydede på, at den ansatte havde været hverken uforsigtig eller klodset, gjorde jeg imidlertid samtidig meget ud af at fremhæve dette, og sagen blev herefter afsluttet. Det vigtigste for den ansatte var nemlig ikke at få yderligere erstatning, men at blive renset for beskyldningen om at have været uforsigtig og klodset under udførelsen af sit arbejde. Det er jeg overbevist om, at jeg ikke var blevet opmærksom på, hvis sagen var blevet behandlet alene på skriftligt grundlag, og den ansatte ikke selv havde haft mulighed for at besvare spørgsmål og på den måde fortælle om sin tilskadekomst i retten.

Eksemplet er slet ikke enestående, og derfor bliver jeg altid bekymret, når der fremsættes forslag om, at vi ved domstolene skal behandle flere sager på skriftligt grundlag og i endnu videre omfang end hidtil benytte skriftlige erklæringer som bevis i stedet for vidneforklaringer.

Mundtligheden i retsplejen og den mundtlige hovedforhandling har således efter min opfattelse meget stor værdi. Den tilføjer sagens skriftlige materiale nuance og dybde, som det er nærmest umuligt at opnå på anden vis. Dommerens møde med parterne gør, at dommeren kan danne sig et indtryk af, hvordan parterne hver især ser på konflikten, og om der er andet end juraen, som spiller ind, og som derfor måske skal nævnes i afgørelsen, også selv om det er uden betydning for den juridiske afgørelse.

Jeg er overbevist om, at mundtligheden i retsplejen, den mundtlige hovedforhandling og den omstændighed, at man som part i en sag har mulighed for selv at komme til orde og se dommeren, den person, der skal afgøre sagen, i øjnene, i både straffesager og andre sager også er en del af forklaringen på den store tillid, der er til domstolene i Danmark. Domstolene træffer i mange tilfælde den endelige afgørelse i en sag, og derfor er det vigtigt, at vi ved domstolene holder fast i muligheden for personligt at møde op og præsentere sin sag.

Endelig er den mundtlige retspleje og den mundtlige hovedforhandling, modsat af hvad mange tror, tids- og ressourcebesparende, idet den skaber et momentum i sagerne, som er med til at sikre, at de kan afgøres inden for rimelig tid. Papir er som alle ved nemlig taknemmeligt og protesterer ikke, hvis det som en part eller partsrepræsentant skriver er for langt, uvedkommende eller uforståeligt, mens det netop er dommerens opgave at skride ind og stille spørgsmål, hvis nogen under sagen bruger for meget tid på noget, som er uden betydning, eller der er noget, dommeren ikke forstår.

Princippet om mundtlighed i retsplejen følger i øvrigt af grundlovens § 65, stk. 1, der lyder sådan: ”I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang”. Den gældende grundlov er som mange sikkert allerede ved fra 1953. Bestemmelsen om mundtlighed og offentlighed i retsplejen fremgik imidlertid allerede af den oprindelige grundlov fra 1849. Den er således langtfra ny og bundede i et ønske om at fremme et af de bærende retsstatsprincipper, nemlig gennemsigtigheden, som har til formål at give enhver, der ønsker det, mulighed for at få indsigt i de afgørelser, domstolene træffer, og det grundlag på hvilket, afgørelserne er truffet. Desuden vidste medlemmerne af den grundlovgivende forsamling af bitter erfaring, at den skriftlige retspleje, som dengang var det almindelige, snegler sig afsted.

I 1849 og 1953 var det nærmest en forudsætning for, at retsplejen – altså domstolenes arbejde – kunne være offentlig, at den også var mundtlig. Der var således ikke dengang de samme muligheder som nu for på anden måde at give befolkningen indsigt i domstolenes arbejde.

De nye muligheder ændrer dog ikke ved, at der stadig er mange gode grunde til at holde fast i princippet om mundtlighed i retsplejen, der som anført ikke bare er godt for retssikkerheden og tilliden til domstolene, men også er ressourcebesparende.