Mit arbejde

Som dommer behandler jeg civile sager og straffesager, herunder nævningesager, domsmandssager og grundlovsforhør mv. Desuden har jeg løbende forskellige andre opgaver. For tiden er jeg således medlem af en række Børne- og ungeudvalg og af Ungdomskriminalitetsnævnet. Desuden underviser jeg dommerfuldmægtige i at skrive domme og retsbøger og i forskellige andre emner.

De civile sager kan handle om for eksempel betaling af en mindre regning, afskedigelse og bortvisning, erstatning efter et færdselsuheld eller en afgørelse fra en offentlig myndighed.

Straffesagerne kan handle om færdselsforseelser, butikstyveri, vold, bedrageri, seksuelle krænkelser, drab, terror og meget andet.

Jeg går som udgangspunkt i retten 3-4 dage om ugen fra 9.30-12 og igen fra 13-15.30. Den tid, jeg ikke er i retten, bruger jeg på at løse opgaver, der ikke kræver afholdelse af et retsmøde, samt på at forberede mig og skrive domme mv.