Kvinder er ”blødere” end mænd. Jyder er mere besindige end københavnere. Tyskere sætter pris på, at der er orden i tingene. Folk fra sydeuropa gestikulerer meget, når de taler. Finner går med kniv. Afrikanere har rytmesans.

Vi har alle sammen fordomme og forestillinger om de mennesker, vi møder på vores vej. Som dommer gælder det imidlertid om ikke at lade fordommene eller forestillingerne påvirke hverken den måde, man behandler folk på, når de møder i retten, eller de afgørelser, man træffer.

Hvordan gør man så det? Det er svært at give et klart svar på det spørgsmål, men for mig er det vigtigt, at skabe bevidsthed hos mig selv, om de fordomme jeg har, for kun på den måde, kan jeg undgå at inddrage fordommene i mit beslutningsgrundlag.

En gang havde jeg for eksempel en sag, hvor jeg skulle tage stilling til, om en kvindelig indbrudstyv skulle i fængsel. Kvinden var nær de 50 og havde gennem de seneste 7-8 år haft et hårdt liv, hvor sygdom hos hende selv og en søn, arbejdsløshed og skilsmisse havde ført hende ud i narkotikamisbrug og kriminalitet. Undervejs i sagen sad jeg og fik ondt af hende og tænkte, at det da også ville være synd, hvis hun skulle i fængsel. Det næste, jeg måtte spørge mig selv om, var imidlertid, hvordan jeg ville vurdere sagen, hvis hun havde været en mand. Jeg var slet ikke i tvivl om, at hvis hun havde været en mand, ville jeg sætte hende i fængsel – tragisk livshistorie eller ej. Derefter var sagen med kvinden klar for mig, for det skal naturligvis ikke være kønnet, der afgør, hvordan en indbrudstyv dømmes. Kvinden kom derfor i fængsel, og jeg blev mindet om vigtigheden af at forholde sig til sine fordomme.