For nylig viste DR1 et program om en mand fra Odense, der var blevet dømt for et røveri, der aldrig har fundet sted. Manden fik 1½ års fængsel, som han for længst havde afsonet, da fejlen blev opdaget 10 år senere.

I programmet blev der helt naturligt spurgt om, hvordan sådan en fejl kunne ske og selvfølgelig også, om det kunne ske igen.

Der findes ikke faste regler for, hvordan retten skal vurdere beviserne i en sag, men efter dansk lovgivning og retstradition skal enhver rimelig tvivl komme den tiltalte i en straffesag til gode. Det er altså ikke nok, at man som dommer tror, at den tiltalte har gjort det, vedkommende er tiltalt for, man skal have noget at ”hænge” sin tro op på.

I nogle sager findes der tekniske beviser af forskellig art. Det kan være et cigaretskod med tiltaltes DNA på, et fingeraftryk eller en patron, der stammer fra netop det våben, som tiltalte er ejer af. Eller der kan være billeder fra en videoovervågning eller et vidne, der kan bekræfte, at tiltalte var på gerningsstedet på det relevante tidspunkt.

I andre sager er der ikke andet end tiltalte og ofrets forklaring at støtte sig til. Det kan for eksempel være tilfældet i voldtægtssager, hvor parterne er enige om, at der har fundet et samleje sted, men hvor den ene part siger, at samlejet var frivilligt, mens den anden siger, at samlejet fandt sted ved vold eller trussel om vold, og at der altså var tale om voldtægt. Det kan også være tilfældet i en voldssag, hvor en person er kommet til skade under privat samvær. Vedkommende har fået en alvorlig skade i hovedet og siger, han er blevet tævet af den anden, mens den anden siger, at der er tale om en skade, som er sket i forbindelse med at modparten var fuld og faldt over et sofabord.

I den slags sager må dommeren og domsmændene vurdere de enkelte forklaringers troværdighed og træffe afgørelse på grundlag af denne vurdering.

Enhver rimelig tvivl skal som nævnt komme den tiltalte til gode, og det er et fast udgangspunkt i dansk retspleje, at det er bedre at 9 skyldige går fri, end at en uskyldig bliver dømt. Alligevel kan det nok ikke helt undgås, at retten i nogle få og meget sjældne tilfælde foretager en forkert vurdering af troværdigheden af en forklaring og derfor får afsagt en forkert dom.

Derfor skal man som dommer altid spørge sig selv, hvorfor var det, jeg fandt netop denne forklaring troværdig eller utroværdig. Var forklaringen sammenhængende? Var den konsistent? Blev den ændret mange gange undervejs i forløbet? Var der detaljer, der kunne understøtte den, eller var den omvendt så detaljeret, at den forekom konstrueret? Var den sandsynlig?

Jeg havde for eksempel en gang en tiltalt, der fortalte, at han stak af fra fængslet, fordi han skulle til sin mormors begravelse. Senere skulle han til sin farmors begravelse, og sådan fortsatte forklaringen med at svinge mellem, om det var mormor eller farmor, der skulle begraves. Det siger sig selv, at retten ikke vurderede den forklaring som ret troværdig. En anden fortalte, at grunden til, at han og to kammerater bar arbejdshandsker, da de blev standset af politiet en sommerdag i et villakvarter, hvor der netop var begået en række indbrud, var, at de var blevet opmærksomme på en hund, der strejfede omkring, og som de nu ville forsøge at fange og give til ejeren. Den forklaring blev også tilsidesat som utroværdig.

Det kan også svække troværdigheden af en forklaring, hvis man fortæller, at det var lyst den 10. december kl. 19, eller at man tydeligt kunne se registreringsnummeret på en bil, selv om man stod 500 m fra det sted, hvor bilen befandt sig. Omvendt kan det styrke troværdigheden af en forklaring, hvis man kan forklare, at man kan huske netop den morgen, fordi man var på vej til første dag på et nyt job, eller hvis man kan give en præcis forklaring om noget, som ikke er almenviden, men som kan kontrolleres, for eksempel om, hvordan et pengeskab åbnes.

Det er klart, at det også spiller ind i forhold til vurderingen af troværdigheden, at den tiltalte ikke har pligt til at tale sandt, mens vidner kan straffes med fængsel, hvis de siger noget, som de ved, ikke er rigtigt.

Den typiske straf for ikke at tale sandt som vidne i retten er 60 dages fængsel. Det er dommerens pligt i forbindelse med hver eneste retssag og i forhold til hver enkelt tiltalt at fortælle, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig i retten. Tilsvarende skal dommeren fortælle hvert eneste vidne, at vedkommende har pligt til at svare på de spørgsmål, der bliver stillet i retten, og at man som vidne kan blive straffet, hvis man siger noget, man ved, ikke er rigtigt.

Det siger sig selv, at man som dommer vil gøre alt, hvad man kan, for at undgå at begå justitsmord, men så længe der ikke findes 100 % effektive metoder til at afsløre, om folk lyver, kan det nok ikke helt undgås, at der i sjældne tilfælde sker fejl. Lad os dog fortsat holde fast i, at når der sker fejl, skal de frem i lyset, så vi kan lære af dem og rette op på dem, så vidt det er muligt. I sagen fra Odense havde manden for længst afsonet sin fængselsstraf, men han får naturligvis nu en økonomisk erstatning for fejlen, og manden, der havde anmeldt ham for røveri, fik en fængselsstraf på 2 år for den falske anmeldelse og en række andre forbrydelser.