Som ung dommerfuldmægtig fik jeg engang lov til at overvære et grundlovsforhør, der handlede om et meget bestialsk drab. Sagen havde været meget omtalt i pressen, men de detaljer, der kom frem under grundlovsforhøret, var meget uhyggelige og gjorde stort indtryk på mig.

Bagefter sagde en erfaren kollega noget klogt til mig, som jeg stadig har med mig i mit arbejde som dommer. Nemlig, at det ikke handler om, ikke at blive berørt, men om at håndtere det professionelt, når man bliver det. Den dag, man holder op med at blive berørt af sagerne, bør man overveje at sige sit job som dommer op, for så har man mistet sin indfølingsevne og empati.

Men hvordan er det så, man håndterer sine følelser professionelt i retten?

Først og fremmest lader man være med at komme med udbrud og småkommentarer, og man forsøger også at undgå med sin mimik give udtryk for, hvad man føler i forbindelse med sagen. Altså ikke noget med at sige uf, føj eller det, der er værre, når man skal se et billede af en afdød eller høre om en grim voldtægt. Man bør heller ikke kommentere indholdet af hverken tiltaltes eller vidnernes forklaringer, men hvis det er svært for en person at afgive en forklaring, fordi vedkommende selv er berørt, kan man godt sige fx, jeg forstår godt, at det er svært for dig at forklare om det, der er sket, men din forklaring er nødvendig, for at vi kan behandle sagen. Som dommer skal man selvfølgelig sørge for, at spørgsmålene til både vidnerne og den tiltalte bliver stillet på en ordentlig måde, og for at alle i retten giver sig tid til at vente på svaret. Nogle gange skal man også sørge for, at den, der skal afgive forklaring, bliver tilbudt et glas vand eller et lommetørklæde. Det sker jævnligt, at folk græder i retten, og det skal man kunne håndtere uden at blive utålmodig eller irriteret og uden at vise det, hvis man selv er berørt af situationen.

Som på de fleste andre arbejdspladser er der ved retten mulighed for krisehjælp og psykologbistand, hvis man har været ude for noget, man ikke selv kan håndtere og har behov for debriefing eller anden hjælp. Ved Retten i Glostrup sker det meste af debriefingen imidlertid ikke hos en psykolog, men i den dialog man helt naturligt har med domsmændene og sine kolleger i forbindelse med en sag. Fordi man har tavshedspligt, kan man kun sjældent tale med sin familie eller andre udenforstående om sagen i andet end generelle vendinger. Det gælder også for domsmændene. Derfor lægger jeg stor vægt på at tale med domsmændene om det, hvis der i en sag er blevet vist ubehagelige billeder eller afgivet en forklaring, som kan være svær at håndtere rent følelsesmæssigt.

Som regel kan man forberede sig mentalt forud for en sag ved på forhånd at have læst anklageskriftet, så man ved, hvad sagen drejer sig om. Man bør som udgangspunkt ikke gennemse eller læse andet materiale i sagen, da sagen skal afgøres på baggrund af det, man hører og ser i retten og ikke andet.

Nogle gange bliver man alligevel overrasket og får en klump i halsen, uden at det var til at forudse. Det skete for eksempel for mig engang i en sag, hvor vi i retten skulle se en video med et barn på 10 år, der afgav forklaring til politiet om nogle anklager om vold, drengens forældre havde rettet mod hinanden. På et tidspunkt sad drengen og rodede med et kalenderblad, hvorefter han eftertænksomt og med stor alvor gav sig til at læse op fra bagsiden af bladet, hvor der stod ”Den, der ikke er parat til at tilgive, ødelægger den bro, han selv skal gå over.” Drengen læste sætningen op flere gange for sig selv, og da der kom en voksen ind i lokalet, læste han den også op for den voksne. Det var tydeligt for alle, at drengen havde fået noget at tænke på, og det havde alle os, der hørte og så drengen også.