Vindere og tabere

For nylig læste jeg et interview med en advokat, der fortalte, at hun altid sagde til sine klienter, at det ikke drejer sig om at vinde eller tabe i retten, men om at få medhold eller ej. Den betragtning er jeg meget enig i, for i mange tilfælde – og det gælder i både straffesager og i civile sager – kan man ikke tale om vindere eller tabere.

I straffesager arbejder anklagemyndigheden efter et objektivitetsprincip, der betyder, at anklagemyndigheden kun må rejse en sag ved retten, hvis anklagemyndigheden tror, sagen kan føre til, at den tiltalte bliver dømt. Hvis det i retten viser sig, at beviserne mod den tiltalte ikke er stærke nok, skal anklageren derfor også påstå frifindelse.

Anklageren og retten kan naturligvis have forskellige vurderinger af sagen, men selv om anklagemyndigheden ikke får medhold i sin vurdering, kan man efter min opfattelse stadig ikke tale om, at anklagemyndigheden har tabt sagen.

Retssal

Retssal

Især i voldssager og i sager om seksualforbrydelser kan det ske, at retten frifinder en tiltalt, fordi det hændelsesforløb, som bliver bevist i retten, ikke falder ind under straffeloven. Selv om det, der er sket, var ubehageligt, upassende eller forkert efter generelle normer og standarder, er det ikke sikkert, det også er strafbart. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis to venner har været oppe at skændes. De har råbt så højt, at naboerne har tilkaldt politiet. Da politiet ankommer, har den ene meget store blå mærker på overarmen, og der bliver på den baggrund og på baggrund af parternes forklaring til politiet nogle få timer efter episoden rejst en straffesag mod den anden. I retten forklarer begge parter, at de skændtes voldsomt, og at de i den forbindelse havde fat i hinanden, måske tumlede de også på gulvet, men de var begge berusede og husker det ikke helt, da der er gået tre måneder siden episoden. Sådan en sag vil typisk føre til en frifindelse, fordi den tumult, der kan føres bevis for, er af en sådan karakter, at den ikke er omfattet af straffeloven. Men de fleste kan vel alligevel blive enige om, at det heller ikke var en hensigtsmæssig adfærd, de to slagsbrødre havde, og også om, at der hverken er vindere eller tabere i den sag.

Også i sager om seksualforbrydelser er der sjældent hverken vindere eller tabere, og hvis den tiltalte bliver frifundet, kan det være meget vigtigt som dommer at kunne vise empati og anerkende den forurettedes følelser, samtidig med at man forklarer, at sagen ikke kan føre til en domfældelse efter straffeloven. Parterne kan måske have haft samleje. Manden siger, det var frivilligt, kvinden, at det var under tvang. Der er ingen tegn på vold, og da sagen kommer i retten 2 måneder efter anmeldelsen til politiet, har begge svært ved at huske andet, end at de var til en fest, og at de flirtede med hinanden. Da kvinden vågnede hos manden dagen efter, havde hun det rigtig skidt, og kunne ikke huske, hvordan hun var kommet hen i mandens lejlighed, og hvad der præcis var sket der. Manden kunne heller ikke huske, hvordan parret var endt i hans lejlighed, men i retten er han sikker på, at han ikke har voldtaget kvinden.

Civile sager handler sjældent kun om penge. Som regel er der også følelser involveret, eller parterne har måske et samarbejde, der også skal kunne fungere efter retssagen, og som det er vigtigere at værne om, end at nå til det matematisk eller juridisk korrekte resultat og udpege vindere og tabere. Hvis jeg fornemmer, at det er tilfældet, vil jeg altid forsøge at mægle forlig mellem parterne, frem for at afsige en dom. Forligsmægling i retten giver dels mulighed for at finde løsninger, man ikke kunne nå frem til ved kun at anvende juraen, dels mulighed for at formulere de overvejelser, man har gjort sig som dommer, på en anden, friere måde, end man ville kunne gøre det i en skriftlig dom. Selv om der ikke bliver indgået forlig i retten, kan det derfor stadig have værdi at præsentere sit syn på sagen mundtligt.

Det er forskelligt, hvor svært det er at finde en forligsmæssig løsning, men en sag, hvor det gik nemt, var en sag mellem to tidligere venner A og B, der havde drevet en mindre virksomhed sammen. På et tidspunkt var der opstået nogle uoverensstemmelser, og A havde trukket sig ud af samarbejdet. Da B sendte A en opgørelse vedrørende deres økonomiske udestående, reagerede A ikke, og A og B havde ikke set eller talt med hinanden i 18 måneder, da de mødtes i retten. I retten forklarede A, at hans liv var gået i opløsning, da han blev skilt, og at han havde haft en periode, hvor han ikke kunne overskue noget som helst. Han var godt klar over, han skyldte B penge, men han var ikke enig i, at beløbet var så stort, som B påstod. Under A’s forklaring udbrød B spontant ”Blev du skilt! Hvorfor sagde du ikke noget om det til mig, så havde vi fundet en løsning”. Herefter drøftede A og B, deres advokater og jeg sagen og forskellige løsningsmodeller uformelt i 10-15 minutter, inden vi fandt en løsning, som var tilfredsstillende for både A og B, og sagen var slut.

Nogle gange indgås forliget ikke efter en egentlig forhandling, men på baggrund af min gennemgang af sagen og forslag til løsning af den. Det var for eksempel tilfældet i en sag, hvor C, D og deres advokater uden at nå til enighed selv havde ført forhandlinger indtil få timer før, de mødtes i retten. Efter bevisførelsen og parternes procedure i retten gennemgik jeg sagen og mit syn på de beviser, der var fremlagt. Mit udgangspunkt var, at D ikke havde opført sig helt pænt overfor C i forretningsmæssig henseende, men at det ikke berettigede C til at ophæve kontrakten med D med så kort varsel, som det var sket. C skulle derfor betale et beløb til D for den ulempe ophævelsen af kontrakten havde medført. Beløbet skulle imidlertid ikke (sådan som parterne selv havde forsøgt) beregnes matematisk med udgangspunkt i en fordeling af skylden for samarbejdets ophør og de merudgifter D påstod at have haft som følge af ophævelsen af kontrakten, men derimod fastsættes skønsmæssigt. Efter 10 minutters betænkningstid accepterede begge parter denne løsning, og sagen var slut.

En tredje måde at mægle forlig på er egentlig retsmægling. Retsmægling er en frivillig måde at løse konflikter på, hvor en dommer eller advokat hjælper sagens parter til selv at finde frem til en løsning på deres problem.

Mit primære fokus som dommer er altså ikke at udpege vindere og tabere. Jeg er mere optaget af at sikre, at alle føler sig hørt i retten og af at give en god begrundelse for, at sagen ender, som den gør.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.