Da jeg blev ansat ved Civilretten i Slagelse i 1994 var vi Des med alle, der mødte i civilretten, mens vi ofte var dus med dem, der mødte i fogedretten. Internt ved retten var vi selvfølgelig dus. Jeg var på efternavn med dommeren, mens en stor del af kontorpersonalet foretrak at tiltale ham i tredje person og kun bruge navn og anden person, når det var strengt nødvendigt. De sagde altså ”Vil dommeren have en kop kaffe?” i stedet for ”Vil du have en kop kaffe?”.

Da jeg blev forflyttet til Retten i Århus fortsatte jeg med at sige De til alle, der mødte i retten, indtil en ældre dame en dag spurgte mig, om jeg var så fin, at vi var nødt til at være Des. Det, jeg troede, var høfligt, opfattede hun som snobbet og nedladende, og det fik mig til at tilpasse min måde at tale til folk på, så det i højere grad blev bestemt af min fornemmelse af, om den jeg sad overfor ønskede at være Des eller dus.

Vidneskranken

Det fungerede fint, så længe jeg mest arbejdede i fogedretten og skifteretten, hvor der ofte kun er en domstolsjurist, en advokat og en part til stede i forbindelse med retsmøderne. I civilretten og strafferetten, hvor der også møder anklagere, advokater og flere vidner i forbindelse med retsmøderne, går det ikke, at være Des med nogen og dus med andre. Der er det vigtigt at sikre, at alle føler, de bliver behandlet ens. Blandt andet derfor er jeg i dag dus med stort set alle, der møder i retten uanset alder, køn, stilling m.v. En anden grund til, at jeg i dag siger du til stort set alle, der møder i retten, er, at jeg oplever, at det kan give problemer, hvis jeg siger De. Hvis jeg for eksempel siger ”Var det Dem, der slog?” svarer den tiltalte ”Nej, det var mig”.

Selv om jeg siger du til stort set alle, lægger jeg stadig vægt på at bevare en professionel distance til alle, der møder i retten. Derfor er det kun i forhold til børn, jeg kun anvender fornavn. I forhold til alle andre bruger jeg både fornavn og efternavn. Anklageren kalder jeg ikke ved navn, men ”anklager” eller ”anklageren”. Ligeledes kalder jeg forsvareren for ”forsvarer” eller ”forsvareren”. Hvis der er flere forsvarere, kalder jeg dem dog ”advokat Hansen”, ”advokat Jensen” og så videre.

Hvis nogen vil sige noget til mig i retten, hedder det ”retten” hvis den pågældende taler til både mig og domsmændene og i øvrigt ”dommeren” eller ”retsformanden”.

En samtale i retten kan altså lyde sådan:

Mig: ”Ønsker anklageren at dokumentere noget?”

Anklageren: ”Ja, hvis retten vil slå op på side …..”

Mig: ”Har forsvareren noget at supplere med?”

Forsvareren: “Ja, jeg skal lige høre, om retten har modtaget mit brev af….”

Det sker jævnligt, at man som dommer mødes med både anklagere og forsvarere i forskellige faglige sammenhænge. Det kan være til et kursus eller i forbindelse med et møde om tilrettelæggelsen af det samarbejde, der nødvendigvis må være mellem retten, anklagemyndigheden og forsvarerne.  I den slags sammenhænge siger man naturligvis ikke ”dommeren”, ”anklageren” og ”forsvareren” til hinanden, men ”du” og den pågældendes navn. For mig er det imidlertid væsentligt også i den slags sammenhænge at holde fast i at bevare en professionel distance. Jeg er derfor fx meget tilbageholdende med kun at anvende fornavn i den slags sammenhænge og foretrækker som regel at anvende både fornavn og efternavn. Det samme gør sig gældende, når jeg skriver e-mails til anklagere eller forsvarere. Internt ved retten er vi naturligvis alle dus, og der er ikke længere ansatte, der taler til hinanden i tredje person.