Sådan er det jo

Det sker ofte, at et vidne eller en tiltalt under sin forklaring siger ”Sådan er der jo”, og det sker næsten lige så ofte, at jeg har lyst til at sige ”Ja, måske for dig, men ikke for alle andre”. Det gør jeg selvfølgelig ikke, men egentlig bliver jeg ofte overrasket over, hvor forskellige normer vi har i så lille et land som Danmark og helt uafhængigt af vores etniske og kulturelle oprindelse. Som dommer må jeg gang på gang erkende, at det, jeg selv anser for almengyldigt, absolut ikke er det.

Af en forklaring fremgår det, at vold er almindeligt anvendt i børneopdragelsen i det miljø, hvor vidnet eller den tiltalte kommer fra, og at alle synes, det er i orden, når bare det ikke går over gevind. Af en anden, at vold mellem ægtefællerne er sædvanligt, og af en tredje, at man ikke synes, det er nødvendigt at inddrage skattevæsnet i noget som helst eller at passe på de ting, der tilhører fællesskabet – typisk fordi man har en helt anden definition af fællesskabet, end jeg har.

Som dommer og lægdommer skal man i princippet kun tage stilling til, om loven er overtrådt eller ej, men i og med, man skal tage hensyn til forbrydelsens grovhed og de omstændigheder, forbrydelsen er begået under, når straffen skal udmåles, kan det være svært helt at adskille jura og moral.

Det er imidlertid vigtigt for mig, at den tiltalte forstår, at vurderingen af sagen sker i forhold til de normer, der er fastsat i lovgivningen og ikke i forhold til mine eller domsmændenes egne normer, og at når den tiltalte bliver dømt i retten, er det for det, vedkommende har gjort, og ikke for hvem vedkommende er som person.

Domskonklusion

Domskonklusion

Derfor gør jeg mig meget umage, når jeg forklarer baggrunden for rettens afgørelse. Normalt læser jeg kun dommens konklusion op. Baggrunden for rettens afgørelse redegør jeg for i et mere dagligdags sprog. Først gennemgår jeg sagens faktum og forklarer, hvad retten anser for bevist eller ikke bevist. Derefter forklarer jeg baggrunden for fastsættelsen af straffen. I den forbindelse gennemgår jeg retspraksis og, hvis det er relevant, de omstændigheder der i den konkrete sag fører til en enten strengere eller lavere straf end normalt.

Hvis sagen handler om fx vold i familien, og det er tydeligt for mig, at det er sædvanligt i familien, gør jeg en del ud af at forklare, at det ikke accepteres af lovgiver, og at det derfor er strafbart, uanset hvordan man forholder sig til det i det miljø, den tiltalte kommer fra, og uanset om ofret selv har ønsket en straffesag eller ej.

Selv om det er vigtigt at holde sig til juraen, kan jeg godt afslutningsvis finde på at knytte et par lidt mere personlige bemærkninger til sagen. Når en ung mand møder i retten med sine forældre eller en repræsentant for kommunen, kan jeg fx sige til ham, at det er vigtigt, han tager imod forældrenes og kommunens støtte til at undgå ny kriminalitet. Når jeg udmåler en betinget straf, eller en straf, der er lidt mildere end normalt, vil jeg normalt også gøre meget ud af at forklare, at konsekvensen af ny kriminalitet typisk vil være strengere.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.