“Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted.”

Sådan står der i grundlovens § 64. I praksis betyder bestemmelsen, at jeg som dommer ikke skal spørge min chef eller andre til råds eller om lov, inden jeg træffer en afgørelse i retten. Som dommer arbejder jeg alene, og synes nogen, at den afgørelse, jeg har truffet, er forkert, nytter det ikke noget at klage til min chef (præsidenten for retten). Nej hvis nogen synes, at min afgørelse er forkert, må de indbringe den for landsretten.

Med kappen på

Bestemmelsen betyder også, at jeg ikke kan afskediges, medmindre Den særlige klageret afsiger dom om det, ligesom jeg får en fast løn og ikke har nogen aftale om hverken resultatløn eller bonus.

Man kunne tro, at jeg og mine kolleger så bare kan gøre og gør, som det passer os, men det er langt fra tilfældet.

Som dommer er jeg tværtimod meget bevidst om, at den uafhængighed og sikkerhed i ansættelsen, jeg nyder godt af, modsvares af et ansvar for at overholde loven og gøre mit arbejde så godt som overhovedet muligt og i overensstemmelse med de intentioner med lovgivningen, Folketinget har haft.

Derfor bruger jeg meget tid på at læse forarbejder til lovene og på at følge med i de domme som landsretterne og Højesteret afsiger, sådan at jeg er sikker på, at jeg fortolker lovene på den måde, Folketinget har ønsket og i overensstemmelse med retspraksis.

Bestemmelsen i grundloven om dommeres uafhængighed skal sikre, at man ikke kan presse dommere til at træffe bestemte afgørelser. Det må ikke være sådan, at hverken min løn eller min ansættelse er afhængig af fx hvor mange bøder, jeg dømmer folk til at betale, eller hvor hårde fængselsstraffe, jeg udmåler. Jeg må kun være påvirket af lovens ord, ikke andet.

Som dansker er det svært at forestille sig, at det kan være anderledes, og derfor syntes jeg også, det var ubehageligt, da jeg for nogle år siden holdt et foredrag om Danmarks Domstole i en international sammenhæng og blev spurgt, hvor mange penge regeringen havde betalt de danske dommere for at gå med til en bestemt lovændring. Efterfølgende blev jeg glad for at have fået det spørgsmål, dels fordi det gav mig anledning til at forklare, at reglen om dommeres uafhængighed er så vigtig i Danmark, at den er skrevet ind i grundloven, dels fordi spørgsmålet mindede mig om, at uafhængigheden ikke er en selvfølge, og at det derfor er vigtigt, at vi værner om den, og at jeg som dommer lever op til det ansvar, der følger med den.