Den norske kriminolog Nils Christie skrev i 1976 en artikel med titlen ”Konflikt som eiendom”. I artiklen beskriver Christie  jurister som professionelle konflikttyve og spørger, om det er hensigtsmæssigt, at det altid er staten, der har ansvaret for at rejse straffesager, og at løsningen af konflikter i vidt omfang overlades til jurister frem for i højere grad at overlade løsningen af konflikter til parterne selv.

Christies arbejde har været en medvirkende årsag til en udvikling i Norge, der har ført til, at visse straffesager kan løses i såkaldte ”konfliktråd”, uden at involvere retssystemet, desuden har offeret for en forbrydelse en langt mere fremtrædende rolle i behandlingen af straffesager i Norge end i Danmark. I Norge kan civile sager også løses uden at involvere jurister enten i et konfliktråd eller i et forliksråd.

Selv om det danske system er anderledes, og vi ikke er gået så langt for at undgå, at konflikter ender i retten, så er Christies artikel god at blive klog af også for danske jurister. Siden jeg læste artiklen i forbindelse med min uddannelse som mediator, har jeg i hvert fald tænkt meget mere over, hvordan jeg i mit arbejde som dommer kan undgå ufrivilligt at blive konflikttyv.

Jeg skriver helt bevidst ”ufrivilligt”, fordi det er min erfaring, at konfliktniveauet i nogle få sager er så højt, at det ikke er muligt at nedbringe det inden for de rammer, der er i retten, og at den bedste hjælp, jeg kan yde, derfor er at træffe en afgørelse, så parterne hver især kan komme videre.

Disse sager er dog klart undtagelsen. I langt de fleste sager kan jeg undgå at blive konflikttyv og dermed opnå en langt større accept af det resultat, jeg kommer frem til, hvis jeg løbende giver tid og rum for parterne og ofrene for en forbrydelse til at redegøre for deres opfattelse af sagen. Det gælder ikke bare i civile sager, der ender i et forlig, men også i civile sager, der ender med en dom, og i straffesager.

Man der skal naturligvis være en balance. Det gælder både af hensyn til parternes mulighed for at få afgjort sagen og få en afklaring af deres retsstilling inden for rimelig tid og af hensyn til de krav om effektivitet, alle myndigheder er undergivet, og som selvfølgelig også gælder for domstolene.

Desuden er det vigtigt at sikre, at den tid og det rum, en part får til at forklare sig, ikke tildeles på bekostning af modparten eller andre. Det går ikke, hvis den ene part i en sag får 1 time til at forklare sig, mens den anden bliver verfet af efter 10 minutter. Det kan kun opleves som uretfærdigt, og som om dommeren har mere sympati for den ene end den anden. Jeg vil derfor afbryde både en forklaring og andre indlæg, hvis forklaringen eller indlægget bliver alt for langt eller vidtløftigt. Jeg vil også afbryde forklaringer og andre indlæg, hvis den, der har ordet, taler i meget grimme eller nedsættende vendinger om modparten eller andre, der er til stede i retten, idet den slags kun er med til at eskalere konfliktniveauet i en sag.

Som et andet vigtigt element i at undgå at blive konflikttyv forsøger jeg altid at vise, at jeg lytter efter, hvad der bliver sagt, dels ved aktiv lytning med brug af for eksempel afklarende (men neutrale) spørgsmål, dels ved at inddrage det, der er blevet sagt, når jeg begrunder min afgørelse af sagen.  I den forbindelse vil jeg også inddrage elementer i sagen, der ikke er juridiske. Forleden havde jeg for eksempel en sag, der handlede om erstatning for nogle smykker, der var blevet stjålet. I løbet af sagen blev det tydeligt for mig, at det økonomiske tab, kvinden havde lidt ved tabet af sine smykker, ikke betød ret meget for hende. Det, der var vigtigt for hende, var affektionsværdien af smykkerne. Kvinden fik derfor lidt længere tid til at forklare om de forskellige smykkers ”historie”, ligesom jeg i min begrundelse for min afgørelse gjorde en del ud af at vise, at jeg forstod, at smykkerne havde stor affektionsværdi for hende (men at denne værdi er vanskelig at håndtere i en økonomisk og juridisk kontekst).