I mit sidste indlæg skrev jeg om den norske kriminolog Nils Christies artikel fra 1976 “Konflikt som eiendom”, og jeg nævnte i den forbindelse, at det som udgangspunkt er staten, der rejser straffesager her i Danmark. Statens opgaver i den forbindelse bliver varetaget af Anklagemyndigheden, der ledes af Rigsadvokaten, og som har i alt omkring 1.110 medarbejdere.

De fleste af medarbejderne i Anklagemyndigheden arbejder i en af landets 12 politikredse. Her vurderer de i samarbejde med politiet, om der er grundlag for at rejse en straffesag. Hvis det er tilfældet, formulerer anklageren et anklageskrift og møder i byretten i forbindelse med behandlingen af sagen der. Anklagemyndigheden har ikke kun pligt til at sikre, at skyldige bliver draget til ansvar for deres handlinger, men også til at sikre, at der ikke bliver rejst straffesager mod uskyldige. Anklagemyndigheden må altså kun indgive et anklageskrift til retten, hvis Anklagemyndigheden vurderer, at der er beviser nok i sagen til, at den tiltalte vil blive dømt. Når der sker domfældelse i de fleste af de sager, Anklagemyndigheden rejser, er det således ikke fordi domstolene er specielt “anklagervenlige”, men på grund af dette objektivitetsprincip.

Retssal

I sager, hvor offeret og gerningsmanden har en nær forbindelse med hinanden, for eksempel i sager om vold i familien eller i sager om vold begået af en ven mod en anden ven, sker det imidlertid ofte, at offeret i retten meddeler, at han eller hun gerne vil trække sin politianmeldelse tilbage eller, hvis det er en anden end offeret, der har indgivet anmeldelsen, meddeler, at han eller hun ikke ønsker at sagen mod den tiltalte bliver opretholdt og gennemført i byretten. Ofte bliver ønsket ledsaget af en forklaring om, at gerningsmanden har sagt undskyld, og at parterne er blevet gode venner igen.

Som beskrevet ovenfor er det imidlertid ikke offeret, men Anklagemyndigheden der bestemmer, om der skal rejses en straffesag eller ej. Derfor kan man ikke trække en politianmeldelse tilbage, og derfor har offeret pligt til at møde i retten, hvis offeret bliver indkaldt som vidne. Medmindre, der er tale om en meget grov forbrydelse, har offeret dog ikke pligt til at afgive forklaring i retten, hvis den tiltalte er et nært familiemedlem, for eksempel en ægtefælle eller en søn eller datter. Derfor sker det jævnligt, at en ægtefælle, der er tiltalt for vold mod den anden ægtefælle, bliver frifundet, fordi den forurettede ægtefælle beder sig fritaget for at afgive forklaring i retten, og der herefter ikke er noget bevis mod den tiltalte ægtefælle. Man kan som udgangspunkt kun blive fritaget for at afgive forklaring mod sin nuværende ægtefælle eller samlever, hvorimod man normalt ikke kan blive fritaget for at afgive forklaring mod en tidligere ægtefælle eller samlever.

De fleste, der skal afgive en vidneforklaring mod en ven eller bekendt, synes, det er ubehageligt, og nogle forsøger at blive fri for det. Man kan imidlertid ikke blive fritaget for at afgive vidneforklaring, fordi den tiltalte er en ven eller en bekendt.

Uanset hvilken relation man har til den tiltalte, har man pligt til at møde i retten, hvis man bliver indkaldt som vidne. Det er nemlig først i retten, det bliver afgjort, om man eventuelt kan blive fritaget for at afgive vidneforklaring. Hvis man ikke møder i retten, når man bliver indkaldt, kan man blive afhentet af politiet eller i grove tilfælde anholdt og taget i forvaring, indtil man kan fremstilles i retten. Man kan desuden blive pålagt at betale en bøde.

Hvis retten bestemmer, at man skal afgive vidneforklaring, har man pligt til at tale sandt, uanset hvilken relation man har til den tiltalte. Falsk forklaring for retten straffes typisk med fængsel i 60 dage. Spørgsmålet om, hvorvidt man kan straffes for at have afgivet falsk forklaring for retten, afgøres under en særskilt straffesag.