Skyldig – ikke skyldig?

Det er et vigtigt princip i dansk retspleje, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Det er anklagemyndigheden, der skal bevise, at en tiltalt er skyldig. Anklagemyndigheden skal i den forbindelse arbejde efter de principper og regler om efterforskning m.v., der er fastsat i lovgivningen, herunder objektivitetsprincippet. I retsplejeloven er dette princip formuleret sådan, at anklagemyndigheden skal ”påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted”.

Foto: Anklagemyndigheden

Foto: Anklagemyndigheden

Det betyder, at anklagemyndigheden kun må rejse en straffesag, hvis anklagemyndigheden mener, det vil være muligt, at få den tiltalte dømt. Det betyder også, at anklagemyndigheden har pligt til at belyse en sag fra alle sider. Anklagemyndigheden skal derfor sørge for, at det ikke kun er de spor, der taler for, at den tiltalte er skyldig, der bliver undersøgt. De spor der taler for, at en tiltalt er uskyldig, skal også undersøges, og hvis det fører til, at anklagemyndigheden ikke mener, tiltalte er skyldig, skal sagen opgives.

Det er politiet, der står for efterforskningen af straffesager, men der er et tæt samarbejde mellem politiet og anklagemyndigheden. Den tiltaltes forsvarer er ikke ansvarlig for efterforskningen af sagen, men forsvareren kan bede om, at politiet undersøger eller efterforsker spor, som forsvareren synes er relevante.

Objektivitetsprincippet betyder også, at den anklager, der møder i retten, skal optræde neutralt i forhold til sagen og den tiltalte. Når anklageren præsenterer (forelægger) sagen i retten, skal anklageren derfor redegøre for, hvad der vides med sikkerhed om sagen, og hvad det er, retten skal tage stilling til. Tiltalte har måske forklaret, at han eller hun var på det værtshus, hvor en voldepisode fandt sted, men har nægtet at være involveret i episoden. Derfor behøver retten ikke koncentrere sig om, hvorvidt tiltalte var til stede, men kun om, hvorvidt tiltalte har begået vold. Anklageren skal desuden stille åbne og neutrale spørgsmål og undgå at lægge hverken tiltalte eller vidner ord i munden. De fleste, både tiltalte og vidner, gør sig umage for at besvare de spørgsmål, de bliver stillet i retten, ”rigtigt”. Hvis anklageren spørger, om en given bil var rød eller grøn, vil de fleste derfor svare, at bilen var enten rød eller grøn, også selv om bilen faktisk var blå. Derfor skal anklageren ikke spørge ”Var bilen rød eller grøn?”, men ”Hvilken farve havde bilen?”. Anklageren skal heller ikke spørge ”Havde den person, du så, jeans og en sweater på?”, men ”Hvordan var personen klædt?”.

Hvis anklageren ikke overholder de spilleregler, der gælder i retten, skal jeg som dommer gribe ind og sørge for, at sagen kommer til at forløbe, som den skal. I øvrigt skal jeg som dommer ikke ”hjælpe” hverken anklageren eller forsvareren. Dommeren skal derfor normalt også afholde sig fra selv at stille spørgsmål til hverken tiltalte eller vidner. Både anklageren og forsvareren har forberedt sig grundigt, inden de kommer i retten, og der er derfor som regel en god grund til, at et spørgsmål ikke bliver stillet. Det kan dog ikke helt undgås, at jeg som dommer har brug for at stille en tiltalt eller et vidne et spørgsmål, for eksempel kan det være nødvendigt at stille et opklarende spørgsmål, hvis jeg er usikker på, hvordan et svar skal forstås.

Også i sin procedure – den del af retssagen, hvor parterne begrunder og argumenterer for deres påstande – skal anklageren redegøre for både de momenter, der taler for, at den tiltalte skal findes skyldig og de momenter, der taler imod at finde den tiltalte skyldig. Det betyder, at anklageren i de tilfælde, hvor beviserne i sagen ikke er tilstrækkelige, må påstå den tiltalte frifundet. Det sker ofte, at jeg bliver mødt med det synspunkt, at domstolene er anklagervenlige. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Når der ikke er flere, der bliver frifundet, skyldes det ikke, at domstolene er anklagervenlige, men derimod den omstændighed, at anklagemyndigheden ikke må rejse sager, som anklagemyndigheden ikke mener kan føre til, at den tiltalte bliver dømt i retten.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.