I dag fejrer vi ikke bare grundloven, men også at det er 100 år siden, kvinder fik valg- og stemmeret. At kvinder har valg- og stemmeret og kan deltage i demokratiet og ledelsen af vores land på lige fod med mænd forekommer i dag helt naturligt, men sådan har det ikke altid været, ligesom det heller ikke altid har været sådan, at kvinder på lige fod med mænd havde adgang til at uddanne sig som jurist og blive dommere.

Det var således først i 1875, kvinder fik adgang til at gå på universitetet, og der gik yderligere 12 år, før Nanna Berg som den første kvinde tog juridisk embedseksamen i 1887. I 1906 fik kvinder adgang til at blive beskikkede som sagførere og fra 1908 til at bestride visse underordnede juristembeder. Først i 1921 med Lov om kvinders lige adgang til alle offentlige tjenestestillinger og erhverv, med undtagelse af gejstlige og militære poster, fik kvinder adgang til at blive udnævnt som dommer. På trods af, at der nu ikke længere var nogle formelle hindringer for at udnævne kvinder som dommere, blev den første kvindelige dommer dog først udnævnt sidst i 1930’erne, og først i 1953, samme år som kvinder fik adgang til tronen, fik vi den første, og i lang tid eneste, kvindelige højesteretsdommer, Bodil Dybdahl.

Siden har tingene ændret sig, og i dag er det ikke noget særsyn at møde en kvindelig dommer især i byretterne. I 2014 blev der således i alt udnævnt 11 kvindelige og 5 mandlige dommere ved byretterne, og ved Retten i Glostrup, hvor jeg er dommer, er vi 14 kvindelige dommere og 4 mandlige dommere. I landsretterne er kønsfordelingen ikke helt så skæv, mens den i Højesteret er ”modsat”, idet kun 5 af de i alt 19 højesteretsdommere er kvinder. Da der imidlertid gennem en del år er uddannet flere kvindelige jurister end mandlige jurister, må det dog forventes, at kønsfordelingen i alle instanser ved domstolene vil ændre sig yderligere i løbet af de kommende år og i takt med, at den nye generation af jurister opnår de kvalifikationer og den erfaring, der er nødvendig for at kunne blive udnævnt som dommer også i landsretterne og i Højesteret.

Men gør det så nogen forskel, om man som dommer er mand eller kvinde? Til det er svaret selvfølgelig et klart nej. Eller det vil sige, selvfølgelig gør det en forskel, men ikke en forskel, der er anderledes end den forskel, der er en følge af, at dommere er lige så forskellige som alle andre mennesker. En er opvokset på landet, en anden i byen eller i udlandet. En har mange søskende, en anden er enebarn. En er opvokset i en rig familie, en anden i en fattig. En har mange jurister og akademikere i familien, en anden er den første, der blev student. En bor alene, en bor i en stor, sammenbragt familie. En interesserer sig brændende for moderne kunst, en anden for fodbold. Forskellene er mange, men som dommer er man naturligvis uddannet til og trænet i ikke at lade sig påvirke af andre hensyn end de hensyn, man skal inddrage efter loven, og derfor spiller forskellene ikke nogen rolle, når man skal afgøre en sag. Når det så er sagt, tror jeg imidlertid, vi alle kan være godt tilfredse med, at sager ved retten afgøres af mennesker med forskellig baggrund og en bred vifte af erfaringer og ikke af maskiner, der kun kan håndtere tørre facts, for det er kun den dommer, der virkelig har sans for detaljerne og kan se alle forskellene og nuancerne, der er i stand til at sondre og dermed sikre, at det lige bliver behandlet lige, sådan som det skal ved domstolene.

Glædelig grundlovsdag!