Livet er mangfoldigt, og det er de sager, der behandles ved de danske domstole, også. Som dommer kan jeg om mandagen have en straffesag om et overfald på en bodega om formiddagen, mens jeg om eftermiddagen skal behandle en straffesag om socialbedrageri. Tirsdag og onsdag skal jeg behandle en sag om erstatning for personskade efter et færdselsuheld, torsdag to sager om forældremyndigheden over nogle børn og fredag en sag om tobaksafgifter. Sagerne behandles efter forskellige regelsæt afhængig af, om der er tale om straffesager eller civile sager, ligesom der findes særlig lovgivning både vedrørende erstatning for personskade efter et færdselsuheld, tobaksafgifter og de øvrige sagsområder, jeg beskæftiger mig med.

Med dommerkappen på

Danske dommere skal kunne det hele, for i Danmark har vi kun en slags domstole, de almindelige domstole, og disse domstole og de dommere, der er ansat ved domstolene, behandler som udgangspunkt alle typer af sager. I mange andre lande har man forskellige typer af domstole til at behandle forskellige typer af sager. For eksempel har man i Sverige og Finland både forvaltningsdomstole og almindelige domstole, og i visse lande har man en forfatningsdomstol eller særlige domstole for mindreårige, ligesom det i en del lande er sådan, at man som dommer kun behandler enten straffesager eller civile sager.

Den danske ordning, hvor dommere er generalister, er løbende blevet kritiseret. ”Kan én dommer virkelig håndtere alle typer af sager?” ”Ville det ikke være bedre, hvis dommerne kunne koncentrere sig om nogle få typer af sager?” er der blevet spurgt, og det i en grad, så Justitsministeriet i 1998 bad Retsplejerådet om at overveje spørgsmålet nærmere. Retsplejerådet – et stående udvalg, der rådgiver Justitsministeriet om spørgsmål vedrørende retsplejen i Danmark, og som består af repræsentanter fra Justitsministeriet, domstolene, anklagemyndigheden, universiteterne og advokatbranchen – svarede i 2001 sådan:

”Retsplejerådet finder, at det er ved en kombination af rollerne som generalist og specialist, at dommerne bedst kan opnå de kvalifikationer, som kræves. Ved en for høj grad af specialisering, hvor bestemte dommere gennem flere år udelukkende eller næsten udelukkende behandler én bestemt type sager, risikerer man, at de pågældende mister følingen med generelle, tværgående juridiske principper og regler, som det i særlig grad er domstolenes opgave at værne.

På den anden side er der en række sagstyper, hvor det er hensigtsmæssigt – og undertiden ligefrem nødvendigt – at dommeren har en vis specialviden på området for at kunne behandle og afgøre sagen på bedste måde. Retsplejerådet forudsætter derfor, at retsarbejdet inden for den enkelte domstol fremover i højere grad end i dag vil tage sigte på, at nogle dommere vil kunne opbygge et specialkendskab til bestemte sagstyper, men dog således at alle dommere fortsat (også) er generalister.”

Retsplejerådets udtalelse blev afgørende for, hvordan arbejdet ved domstolene blev tilrettelagt efter domstolsreformen i 2007. I dag er det derfor sådan, at man som dommer skal kunne det hele, men også sådan, at særlige sagsområder kun behandles af få dommere, der i en periode af typisk 2-4 års varighed specialiserer sig på dette område. I Glostrup er det for eksempel sådan, at sager om overtrædelse af færdselsloven og familiesager (sager om separation, skilsmisse, forældremyndighed m.v.) kun behandles af en del af dommerne, idet der gælder så specielle regler på disse områder, at det er hensigtsmæssigt, at nogle få dommere i en periode kan specialisere sig på områderne.

Jeg bliver tit spurgt, hvordan jeg dog kan håndtere alle de forskellige sagsområder, jeg skal beskæftige mig med, og om jeg dog ikke ville ønske, jeg var specialist i noget. Til det plejer jeg at svare, at jeg skam er specialist, nemlig specialist i juridisk konflikthåndtering og –løsning, og at jeg er utrolig glad for den variation i dagligdagen, jeg har som dommer, fordi den sikrer, dels at jeg bibeholder evnen til at se sagerne i et bredere perspektiv, dels at jeg undgår at få særlige “kæpheste” og lader være med at bruge den sunde fornuft, sådan som man skal, også når man er dommer.