Gabestokken

Gabestokken var et strafferedskab, der blev anvendt i Danmark (og i andre lande) fra 1400-tallet og til midten af 1800-tallet. Gabestokken blev traditionelt opstillet på byens torv eller et lignende befærdet sted, for når en person blev straffet med gabestokken, var det vigtigste ikke det ubehag, der var forbundet med at være lænket til en pæl, men den offentlige nedgørelse og forhånelse, der fulgte med.

Selv om gabestokken for længst er gået af brug, bruger man derfor også stadig udtrykket “at komme i gabestokken” om at blive hængt offentligt ud i aviser, i TV, på de sociale medier og i øvrigt.

I dag er det ikke en del af straffen at komme i gabestokken og blive hængt offentligt ud, men mange straffesager bliver alligevel omtalt i medierne. Det er godt, for offentlig omtale af straffesager sikrer, at alle kan få indsigt i, hvordan vi arbejder ved domstolene og i, hvordan de forskellige forbrydelser straffes, men netop for at undgå, at folk, der skal møde i retten kommer i ”gabestokken”, og at det at skulle møde i retten bliver en straf i sig selv, er der imidlertid en række begrænsninger i, hvordan straffesager må omtales i medierne

Et typisk billede fra retten - uden mennesker

Et typisk billede fra retten – uden mennesker

En af de vigtigste begrænsninger er, at man ikke må filme og tage billeder i retten, medmindre man har fået en særlig tilladelse til det. Forbuddet mod at filme og tage billeder gælder ikke kun i retssalene, men i hele retsbygningen. I sjældne tilfælde og altid i forbindelse med sager, som der har været særlig interesse for, giver retten tilladelse til, at domsafsigelsen i sagen kan filmes. Tilladelsen til at filme og tage billeder vil dog altid være begrænset sådan, at det kun er de professionelle dommere, der må filmes og tages billeder af. Tiltalte, vidner, nævninger, domsmænd og tilhørere til en straffesag må man aldrig filme eller tage billeder af. Vidner, nævninger, domsmænd og tilhørere skal nemlig kunne møde i retten i tryg forvisning om ikke bagefter at kunne finde billeder af sig selv i hverken i aviser, blade eller på de sociale medier.

Forbuddet mod at filme og tage billeder gælder ikke kun i retsbygningen. Man må nemlig heller ikke filme eller tage billeder af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til og fra et retsmøde i en straffesag, medmindre de pågældende har givet lov til det.

En anden vigtig regel, der beskytter sigtede, tiltalte og andre involverede i en straffesag mod at komme i medierne, er reglen om navneforbud. Efter retsplejeloven kan retten forbyde, at man refererer oplysninger, der kan afsløre identiteten på en person, der optræder i en retssag. Reglen bliver mest anvendt på den måde, at retten nedlægger forbud mod at offentliggøre identiteten på en sigtet eller tiltalt, men den kan også anvendes i forhold til andre, for eksempel, hvis man vil beskytte et offer for en forbrydelse mod at få sit navn i medierne. Reglen bliver mest anvendt i forbindelse med grundlovsforhør. Det vil sige, når en straffesag er på et indledende stadium, og det endnu er meget uklart, hvilket resultat sagen vil få. Når først, der er afsagt dom, kan reglen ikke anvendes. Reglen kan heller ikke anvendes, hvis straffesagen angår spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig betydning eller en person, der har en særligt betroet stilling. For eksempel blev der ikke nedlagt navneforbud i en sag, der vedrørte tre kendte finansmænd, der var tiltalt for groft bedrageri.

Når jeg som dommer skal behandle en ansøgning om tilladelse til at filme eller fotografere eller en begæring om navneforbud, skal jeg afveje to hensyn overfor hinanden. På den ene side skal jeg sikre åbenhed om, hvad der foregår i retten, og på den anden side skal jeg sikre, at ingen bliver udsat for en unødvendig krænkelse ved at blive omtalt i medierne. Det er ikke altid helt nemt, men som regel får jeg gode input til, hvad der har særlig betydning i den enkelte sag fra både anklageren og forsvareren. Desuden har repræsentanter fra pressen, der er mødt i retten, ret til at udtale sig, inden jeg træffer afgørelse om navneforbud og lignende. På den måde er der sikkerhed for, at ikke bare de professionelle aktørers synspunkter kommer frem.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.