Det er et grundlæggende princip i Danmark, at personer, der var sindssyge i gerningsøjeblikket, ikke kan straffes med fængsel.

Det betyder imidlertid ikke, at personer, der var sindssyge i gerningsøjeblikket, kan begå en forbrydelse, uden at det får følger. Straffeloven indeholder nemlig mulighed for, at sindssyge personer kan dømmes til anbringelse i en egnet institution eller på et hospital med speciale i psykiatri, eller for at de kan dømmes til at lade sig behandle på anden vis

Den strafferetlige vurdering af en sag, hvor det kan tænkes, at gerningsmanden var sindssyg i gerningsøjeblikket, foregår i et tæt samspil mellem læger med speciale i psykiatri og jurister. Hvis der opstår mistanke om, at en formodet gerningsmand var sindssyg i gerningsøjeblikket, vil anklagemyndigheden således, allerede før sagen kommer i retten, anmode om, at der bliver lavet en mentalundersøgelse af den pågældende.

Mentalundersøgelsen kan laves ambulant eller mens den formodede gerningsmand er indlagt. Undersøgelsen foretages af en læge, en psykiater, der på baggrund af dels baggrundsoplysninger om forbrydelsen og den formodede gerningsmand, dels observation af gerningsmandens aktuelle adfærd, foretager en vurdering af, om gerningsmanden må antages at have været sindssyg i gerningsøjeblikket.

Hvis sagen er kompliceret eller alvorlig, bliver mentalundersøgelsen forelagt Retslægerådet, inden sagen kommer i retten. På den måde sikrer man sig, at alle relevante lægelige kompetencer bliver inddraget i sagen, og at man får en præcis og korrekt vurdering af den formodede gerningsmand og gerningsmandens tilstand i gerningsøjeblikket.

Hvis den psykiater, der foretager mentalundersøgelsen, vurderer, at den formodede gerningsmand var sindssyg, da han begik forbrydelsen, skal psykiateren også komme med forslag til, hvordan det kan undgås, at den pågældende begår ny kriminalitet. Psykiateren kan i den forbindelse foreslå, at gerningsmanden indlægges på et psykiatrisk hospital eller anbringes på en relevant institution, eller psykiateren kan foreslå, at gerningsmanden undergiver sig tilsyn, kommer i misbrugsbehandling eller i anden psykiatrisk behandling.

Hvis gerningsmanden bliver fundet skyldig, vil retten som regel altid følge de anbefalinger vedrørende behandling eller lignende, der bliver givet i en mentalundersøgelse eller en udtalelse fra Retslægerådet. Retten vil samtidig fastsætte en længstetid. Længstetiden er det tidsrum, gerningsmanden har pligt til at lade sig anbringe eller undergive sig den behandling, retten bestemmer. Hvis der er tale om en alvorlig forbrydelse, for eksempel drab, røveri, brandstiftelse eller voldtægt, fastsætter retten dog ikke nogen længstetid, men efter 5 år skal anklagemyndigheden indbringe sagen for retten, og retten skal så tage stilling til, om anbringelsen eller behandlingen skal fortsætte. Dette skal herefter ske mindst hver andet år.

En gerningsmand, der er dømt til anbringelse i en institution, får altid beskikket en bistandsværge. Bistandsværgen skal løbende følge gerningsmanden og skal i den forbindelse sørge for, at spørgsmålet om anbringelsens varighed bliver forelagt retten, hvis der er behov for det.  Også anklagemyndigheden har pligt til at sørge for, at en anbringelse eller en behandling, som gerningsmanden er pålagt ved dom, ikke kommer til at vare i længere tid end nødvendigt.

Det er ikke altid, at sager, hvor den tiltalte af lægerne er anset for sindsyg i gerningsøjeblikket, kan afvikles helt som andre sager. Den tiltalte kan således have behov for bistand ikke bare fra sin forsvarer, men også fra plejepersonale eller pårørende, eller der kan være behov for flere pauser eller for en særlig placering i retssalen. Samtidig skal det sikres, at tiltaltes særlige behov ikke medfører, at sagen ikke bliver behandlet med den værdighed og alvorlighed, som den forurettede eller den forurettedes familie har krav på.  Derfor, og fordi sagerne også ofte er dybt tragiske, kan det være svært at håndtere dem som dommer, og som regel er man derfor meget glad ikke bare for sin juridiske erfaring, men også for sin livserfaring.