Der florerer jævnligt historier i medierne om dommere i andre lande, der ”opfinder” deres egne straffe. For eksempel kunne man for nylig læse om en amerikansk dommer, der, i stedet for at give en teenager 60 dages fængsel, bestemte, at teenageren skulle gå et antal kilometer og betale et beløb svarende til længden og prisen på den tur i taxi, hun havde taget uden at betale. Den samme dommer havde i en anden sag bestemt, at en ung mand, som straf for at have forsøgt at købe sex hos en prostitueret, skulle stå ved indkørslen til byen i en time iført et kyllingekostume. I en tredje sag skulle en ung mand, som straf for at have sprøjtet på en person med peberspray, tåle, at hans offer sprøjtede på ham med en tilsvarende spray og midt i retssalen.

Heldigvis bare et optog

Kunne man forestille sig den slags straffe i Danmark? Nej! Heldigvis ville den slags straffe være helt utænkelige i Danmark, og det er der rigtig mange gode grunde til.

Først og fremmest må jeg som dommer ikke ”opfinde” mine egne straffe. Som borger skal man vide, hvilken type straffe, man kan få, og derfor kan jeg som dommer ikke fastsætte andre straffe end dem, der fremgår af lovgivningen.  Det kan lyde snærende, men det er det ikke, for lovgivningen indeholder et meget bredt udvalg af sanktioner at vælge imellem. Som eksempler kan nævnes fængsel, betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste, misbrugsbehandling eller tilsyn af Kriminalforsorgen eller kommunen, bøde, frakendelse af førerretten, frakendelse af arveret eller retten til at udøve et bestemt erhverv og endelig konfiskation af genstande eller beløb. Det er desuden tilladt at give den dømte et par formanende ord med på vejen, og den ret benytter jeg mig tit af. For eksempel fortalte en ung mand mig for nylig, at det var hans store drøm at blive pædagog, da jeg samtidig måtte give ham en ubetinget fængselsstraf for hans andet indbrudstyveri på en skole i løbet af kort tid, benyttede jeg lejligheden til at gøre ham det klart, at det nok ville blive meget svært at få ansættelse som pædagog, hvis ikke han straks stoppede sin kriminelle løbebane. I andre tilfælde kan jeg opfordre en ung person til at tage imod den støtte og hjælp familien eller kommunen kan tilbyde, eller spørge de unge mennesker, jeg dømmer for at have lavet graffiti, om hvad de ville sige til at få deres eget hjem overmalet med farver og motiver, de ikke selv havde valgt.

En anden grund til, at kreative straffe ikke anvendes i Danmark, er det helt grundlæggende princip om det, der med et juridisk udtryk hedder ”ensartethed i retsanvendelsen”.  Også dette princip er med til at sikre, at man som borger kan forudse, hvad straffen for en forbrydelse vil være. Princippet betyder, at sager, der er ens, skal behandles ens. Straffen for at køre over for rødt lys skal være den samme, uanset om man er 20 eller 65, og uanset om man kører i Skoda eller Jaguar. Straffen for at give en anden et knytnæveslag skal også være den samme, men her bliver det straks sværere, for der er mange måder at give en anden et knytnæveslag på, og omstændighederne omkring slaget kan være meget forskellige, ligesom det kan være meget forskelligt, hvilke skader offeret får ved slaget. Derfor er det sværere at udmåle straffen i den slags sager, og den straf, retten ender med at fastsætte, kan være sværere at sammenligne og forstå for ”almindelige” mennesker, der ikke kender sagens detaljer eller principperne for fastsættelse af straf.

En sidste grund til, at vi ikke i Danmark anvender straffe som dem, jeg har beskrevet i indledningen, er, at vi i Danmark nok ville betragte den slags straffe som nedværdigende og i strid med dansk retstradition. Den offentlige gabestok har ikke været anvendt i Danmark i næsten 200 år, og i dag er der fastsat regler for fuldbyrdelse og afsoning af straf i både den danske lovgivning og på europæisk plan, der skal sikre, at den dømte får den straf, som er fastsat af domstolene og efter lovgivningen. Hverken mindre eller mere. Heldigvis.