Danmarks Domstole – for ret og retfærdighed”.  Sådan har domstolenes ”slogan” lydt siden 2012, men hvad er retfærdighed? Er det retfærdigt, at den normale straf for et drab er 12 år, at man mister kørekortet, hvis man kører bil med en promille over 1,2, eller at den godtgørelse for tort, et voldtægtsoffer normalt tilkendes, er 60.000 kr.? Og hvem skal afgøre dette? Er det domstolene selv? Politikerne?  Eksperterne? Den ”almindelige” folkestemning ?  ”Retsfølelsen”? Eller?

Det er svært at sige, men faktisk er det også meget sjældent, at jeg i mit daglige arbejde som dommer i en byret har behov for at tage stilling til, om strafferammerne og den praksis, der er udviklet på et område, er retfærdig. For så vidt som den opgave overhovedet er domstolenes, varetages den først og fremmest af Højesteret, der som den øverste domstol for hele riget har til opgave at udstikke rammerne og retningslinjerne for, hvordan sager på et bestemt område skal behandles og afgøres af byretterne og landsretterne.

I mit daglige arbejde som byretsdommer er jeg mere optaget af spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse er retfærdig i forhold til andre afgørelser på samme område. Straffen for at give en person et knytnæveslag skulle jo gerne være den samme, uanset om voldsmanden får sin dom ved Retten i Hjørring eller ved Retten på Frederiksberg, og betingelserne for at få gældssanering skulle gerne være de samme i Sønderborg som i Svendborg.

Desuden er jeg optaget af at sikre, at alle, der møder i retten, oplever, at jeg som dommer sørger for ”en retfærdig rettergang”. Men hvad er så det – en retfærdig rettergang?

Det kan man læse om i blandt andet Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 6.  Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev vedtaget af Europarådet i 1950. Siden 1992 har den været en del af dansk lovgivning. Det betyder, at der skal tages hensyn til menneskerettighedskonventionen både, når der skal træffes overordnede beslutninger om den måde, domstolene skal være organiseret på og om tilrettelæggelsen af arbejdet i den enkelte ret, ligesom der skal tages hensyn til menneskerettighedskonventionen ved afgørelsen af den enkelte sag.

På det overordnede plan skal det blandt andet sikres, at domstolene er uafhængige og upartiske, at retssagerne så vidt muligt behandles for åbne døre, og at det sker inden for rimelig tid.

I Danmark er domstolenes uafhængighed sikret ved den måde, jeg og mine kolleger er ansat på, og som betyder, at vi ikke får resultatløn, men en fast løn, og at vi ikke kan fyres. Formålet med det er, at man som dommer ikke skal kunne påvirkes i sine afgørelser af hverken løfter om lønforhøjelse eller bonus eller af trusler om fyring.

De åbne døre skal sikre, at alle kan overvære en retssag og på den måde bidrage til at kontrollere, at tingene går ordentligt til.

At sagerne skal behandles inden for rimelig tid skal sikre, at man ikke skal leve med den usikkerhed, det indebærer at være involveret i en retssag, i for lang tid.

I forbindelse med den enkelte sags behandling betyder menneskerettighedskonventionen, at jeg som dommer blandt andet skal sørge for, at alle parter kan komme til orde, og at den enkelte får den sproglige og juridiske bistand, vedkommende har krav på.

Det nytter ikke noget, hvis den ene part får al taletiden, eller hvis en part ikke forstår, hvad der foregår, enten fordi han eller hun ikke taler dansk, eller fordi sagen er for kompliceret til, at vedkommende kan håndtere den uden juridisk bistand.

Det kan lyde besværligt, med alle de regler om retten til en retfærdig rettergang, men sådan opleves det ikke i det daglige. I det daglige opleves reglerne om en retfærdig rettergang mere som en hjælp og vejledning. En rettesnor for, hvad der er god dommer- og domstolsadfærd og ikke en spændetrøje. Reglerne minder på den måde om alle de andre skrevne og uskrevne regler om god opførsel, der er en del af hverdagen for de fleste. Derfor er de sjældent svære at overholde. Heldigvis!