Den gode retsledelse

Forleden, mens jeg sad med munden fuld af tandlægeredskaber, spurgte min tandlæge mig, om jeg bedst kan lide at beskæftige mig med straffesager eller civile sager. Mens han blev færdig med sin undersøgelse, tænkte jeg over svaret, og da jeg endelig fik mulighed for at sige noget igen, svarede jeg ham, at det ikke er afgørende for mig, om jeg beskæftiger mig med straffesager eller civile sager, men at det, jeg synes, er mest spændende og udfordrende ved mit job som dommer, er alle de mennesker og den mangfoldighed af problemstillinger, jeg møder og bliver præsenteret for, og som jeg skal håndtere sådan, at sagen både finder en juridisk holdbar og korrekt løsning og sådan, at alle, også de der ikke møder frivilligt i retten, eller som ikke får medhold, føler sig taget alvorligt og ordentligt behandlet.

En retssal

En retssal

At opnå dette kræver først og fremmest, at jeg altid som dommer afpasser min måde at håndtere sagen og lede mødet i retten på efter situationen. Fordi dommere er lige så forskellige som de sager, de behandler, og de personer, der møder i retten, findes der ikke en enkelt opskrift på, hvad god ledelse af et retsmøde – eller retsledelse, som det kaldes – er. Det, der fungerer godt for en dommer, fungerer ikke for en anden, og det, der virkede i går i sagen med de fem unge tiltalte, virker ikke i dag, hvor sagen handler om, hvorvidt gulvet i et nyopført hus er lagt korrekt. Ligeledes kan det være forskelligt, hvad de personer, der møder i retten, opfatter som god retsledelse. For nogle betyder det meget, at dommeren tager sig god tid til at lytte til alle argumenter, mens det for andre er vigtigere, at dommeren hurtigt skærer igennem og tilkendegiver, hvordan et bestemt spørgsmål skal håndteres.

Alt og alle skal derfor ikke behandles ens, men tværtimod forskelligt, hvis jeg som dommer vil opnå, at den enkelte person i sidste ende føler sig godt behandlet. Den erfarne erhvervsmand, der møder som part i en civil sag, skal ikke behandles på samme måde som den ældre dame, der aldrig har været i retten før, men som nu er tiltalt for overtrædelse af færdselsloven. Og den 16-årige pige, der har været udsat for et overgreb og skal afgive forklaring i en voldtægtssag, skal ikke behandles på samme måde som den revisor, der skal afgive forklaring om et regnskab, vedkommende har udarbejdet.

Der er dog en række grænser for på hvilken måde, jeg kan gøre forskel, for selv om alt og alle skal behandles forskelligt, må ingen føle sig forskelsbehandlet. Derfor kan jeg som udgangspunkt ikke være Des med en person i et retsmøde og dus med en anden, ligesom jeg som udgangspunkt ikke kan give en person lov til at have kasket på i retten og forlange, at en anden skal tage den af. Jeg kan heller ikke bede alle vidner i en sag om at oplyse deres navn, og så undlade dette i forhold til et enkelt vidne, fordi jeg fra nyhederne eller en anden sag tilfældigvis allerede ved, hvad vidnet hedder.

At møde velforberedt, at være venlig og at tale i et sprog, der forstås af de fleste, er noget, jeg gør mig umage med, og som stort set altid bidrager til at få et møde til at forløbe godt. Ligesom det er vigtigt for at få et møde til at forløbe godt, at jeg tør påtage mig den autoritet og udvise den myndighed, der hører til rollen som dommer. Det nytter ikke noget, hvis jeg som dommer ikke tør se parterne i øjnene og meddele dem resultatet af mine overvejelser, men er ved at krybe i et musehul, når jeg skal afsige dom.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at jeg som dommer kan optræde neutralt. Jeg må ikke virke forudindtaget af hverken den ene eller den anden parts synspunkter, ligesom jeg ikke må lade mig mærke med min personlige holdning til hverken det, en sag drejer sig om, eller de mennesker, der møder i retten.

Det siger sig selv, at det med de mange menneskelige og juridiske elementer og faktorer, der indgår i den gode retsledelse, ikke altid er nemt og ligetil at være dommer, men hvem har også sagt, at det skal være det?

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.