Om igen!

Når man arbejder som byretsdommer, sker det selvfølgelig ind imellem, at de domme, man afsiger, bliver anket til landsretten. “Er du ikke ked af det, når en dom, du har afsagt, bliver anket?”, bliver jeg nogle gange spurgt, og på det svarer jeg altid: “nej”. Jeg er ikke ked af det, når en dom bliver anket, og jeg er som regel heller ikke ked af det, hvis dommen bliver lavet om af landsretten.

Grunden til, at jeg ikke er ked af det, hvis en dom bliver anket, er, at jeg betragter det som en vigtig del af retssikkerheden i Danmark, at man som udgangspunkt kan få sin sag prøvet i to instanser og på den måde få både byrettens og landsrettens vurdering af sagen og dermed også sikkerhed for, at alle relevante aspekter af sagen har været overvejet.

Grunden til, at jeg normalt heller ikke ked af det, hvis dommen bliver lavet om af landsretten, er, at det meget ofte skyldes, at grundlaget for landsrettens afgørelse er et andet end det, jeg havde i byretten. Grundlaget for en afgørelse kan nemlig ændre sig på mange måder. De vidner, der afgav forklaring i byretten, kan afgive en anden forklaring i landsretten. Der kan komme nye beviser frem i landsretten, for eksempel et nyt vidne, nye dokumenter eller optagelser fra et overvågningskamera, som ingen tidligere har været opmærksom på. Parterne kan også fremføre nye påstande og argumenter, der gør, at landsretten må se sagen i et nyt lys og træffe en anden afgørelse.

I mange former for retssager er det sådan, at jeg som dommer kun må tage hensyn til det, der bliver fremlagt og sagt i retten. Jeg må således ikke lægge vægt på for eksempel et foto, som ikke er fremvist i retten, eller på et argument, der kunne være relevant, men som ikke er fremført. Hvis jeg under en sag er blevet opmærksom på, at sagen måske kunne få et andet udfald, hvis parterne greb den anderledes an, kan jeg derfor komme i den situation, at jeg faktisk har det rigtigt godt med, at sagen bliver anket, og at yderligere beviser og argumenter kommer frem i landsretten, sådan at landsretten kan tage stilling til dem. Sker det, er jeg glad, uanset om landsretten ændrer den dom, jeg har afsagt, eller ej. Det vigtigste for mig er, at sagen er afgjort på det rigtige grundlag.

Et andet tilfælde, hvor jeg som byretsdommer kan blive glad, hvis en sag bliver anket og endda går helt til Højesteret, er, hvis sagen skal afgøres efter nogle nye regler, der ikke tidligere har været anvendt i praksis. I den slags sager kan det være godt at få både landsrettens og Højesterets ord for, hvordan reglerne skal anvendes i praksis, også selv om det betyder, at de parter, sagen vedrører, kommer til at vente længere tid på en endelig afgørelse, end de ellers ville.

Jeg er selvfølgelig ikke glad, hvis en dom, jeg har afsagt, bliver lavet om, fordi jeg ikke har inddraget et bevis eller et argument, som jeg burde, eller fordi jeg har anvendt nogle allerede godt indarbejdede regler i strid med de anvisninger, landsretten eller Højesteret allerede har givet. I de tilfælde må jeg nøjes med at glæde mig over, at mine fejl kan rettes, og desuden tage de nødvendige forholdsregler for at undgå at begå samme fejl igen.

De mange forskellige årsager, der kan være for landsretten til at ændre en dom, betyder, at man ikke for alvor kan vurdere kvaliteten af de domme, jeg og mine kolleger i byretten afsiger, på grundlag af oversigter over, hvor mange af dommene, der bliver lavet om, men kun ved en nærmere analyse af baggrunden for, hvorfor den enkelte dom bliver lavet om. Kvaliteten af de domme, jeg og mine kolleger afsiger, afhænger således ikke kun af, hvor dygtige vi er som dommere, men også af hvor dygtige de anklagere og advokater, der tilrettelægger, hvordan sagerne skal føres, er til at få det rigtige grundlag for sagens afgørelse frem allerede under sagens behandling i byretten. Jo mere umage alle involverede gør sig med det, jo større er  sandsynligheden for at undgå, at sagen skal behandles i flere instanser og dermed også, at parterne skal vente længere på en endelig afgørelse end nødvendigt.

Godt begyndt er altså halvt fuldendt også i retten.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Om igen!

  1. Gerd Sinding siger:

    “Det rigtige grundlag” er ikke nødvendigvis særlig stort eller omfattende. Det skriver jeg mere om i mit næste indlæg.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.