Kvaliteten af de domme, jeg og mine kolleger afsiger, afhænger ikke kun af, hvor dygtige vi er som dommere, men også af hvor dygtige de anklagere og advokater, der tilrettelægger, hvordan sagerne skal føres, er til at få det rigtige grundlag for sagens afgørelse frem. Sådan skrev jeg i mit sidste blogindlæg, og tilføjede i en kommentar, at ”det rigtige grundlag” ikke nødvendigvis er særlig stort eller omfattende. Men hvad er så ”det rigtige grundlag”? Det kan der naturligvis ikke gives et helt entydigt svar på, for det afhænger af mange faktorer som for eksempel sagens karakter, hvor mange, der er involveret i sagen, om der er tale om en enkel sag eller en sag, der omfatter mange forskellige forhold og problemstillinger, om der medvirker lægdommere osv.

Hvad man anser som ”det rigtige grundlag” kan naturligvis også være forskelligt alt efter, hvilken rolle man har i sagen, og hvad man ønsker at opnå med sagen.

Som dommer er det vigtigste for mig dels, at sagerne kan afgøres inden for rimelig tid, dels at jeg kan nå til det rigtige resultat. Derfor er jeg mest optaget af, om jeg har de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe min afgørelse, og af om oplysningerne er rigtige og kan lægges til grund for min afgørelse.

Sagernes parter derimod kan have andre interesser. En kan ønske en hurtig afgørelse, mens en anden kan ønske, at sagen trækker i langdrag. En kan ønske at få nogle bestemte oplysninger frem, mens en anden kan ønske at holde dem skjult. En kan ønske helt at blive frifundet, mens det for en anden først og fremmest drejer sig om at få en mild straf. En kan ønske at få en stor erstatning, mens det for en anden er vigtigere at få klarlagt, om modparten begik en fejl eller ej. En kan ønske, at parterne bevarer et godt forhold til hinanden også efter retssagen, mens en anden er ligeglad med, om parterne også kan samarbejde efter retssagen.

Interesserne er mange og forskelligartede, og det har naturligvis stor betydning for, hvad den enkelte anser for ”det rigtige grundlag” for rettens afgørelse. Uanset hvilken interesse, man har i sagen, er det imidlertid en stor fejl at tro, at jo flere oplysninger, man giver retten, jo bedre. Det er nemlig sjældent mængden af oplysninger, det kommer an på, men i langt højere grad udvælgelsen og kvaliteten af disse. Hvis der foreligger en flybillet og et overvågningsfoto fra lufthavnen, der viser, at tiltalte, var på vej til udlandet på gerningstidspunktet, ja så er det ikke nødvendigt også at føre tre vidner, der siger, at de så vedkommende i flyet. Hvis parterne i en sag er enige om, at det var tilladt for medarbejderne at forlade arbejdspladsen i deres frokostpause, ja så er det heller ikke nødvendigt hverken at fremlægge dokumenter eller føre vidner for at bevise dette, ligesom det ikke er nødvendigt at fremlægge materiale vedrørende kvaliteten af et stykke arbejde, hvis sagen ikke handler om det, men om hvad der var aftalt med hensyn til, hvornår betalingen skulle finde sted og fra hvilken dag, der skulle betales renter. Det er som udgangspunkt heller ikke nødvendigt at føre bevis eller fremlægge materiale vedrørende forhold, der er almindeligt kendte som for eksempel, hvordan man bestiller en rejse på nettet eller bruger nem-ID.

Uanset hvilke oplysninger, en advokat eller anklager præsenterer, er det vigtigt, at det bliver forklaret for retten, hvorfor lige netop denne oplysning er vigtig. Fremlægger en advokat eller anklager et stort og omfattende regnskab, hvor kun to tal er vigtige, ja så skal den pågældende forklare, at det er tallene nederst på side 33 og nederst på side 57, der er vigtige og hvorfor. Advokaten og anklageren skal også overveje, om det er nødvendigt at fremlægge alle 87 sider af regnskabet, eller om det måske er bedre at nøjes med kun at fremlægge de 4-5 sider der er nødvendige for at forstå, hvilken sammenhæng de to vigtige tal indgår i, for lige som godt begyndt er halvt fuldendt, så gælder det også i retten, at for meget og for lidt fordærver alt.