Som en læser skrev efter mit sidste indlæg, så er der mange, der anser forvaring som den værste straf, man kan få. Hvorfor nu det?

Ifølge loven er forvaring slet ikke en straf, men en særlig sanktion. Der er tre betingelser for, at en person kan dømmes til forvaring:

1) Den tiltalte skal være fundet skyldig i drab, voldtægt eller anden grov seksualforbrydelse, røveri, frihedsberøvelse, grov vold, grove trusler, brandstiftelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser.

Denne betingelse kaldes også ”kriminalitetskravet”. Som man kan se, kan en person kun dømmes til forvaring, hvis vedkommende har begået det, der hedder personfarlig kriminalitet.

2) Der skal være grund til at tro, at den tiltalte er til nærliggende eller væsentlig fare for andre.

Denne betingelse kaldes også ”farlighedskravet”. Faren skal være rettet mod en andens person og ikke mod for eksempel en økonomisk interesse.

3) Forvaring er nødvendig for at forebygge denne fare.

Denne betingelse kaldes også ”nødvendighedskravet”.

Forvaring sker på ubestemt tid, og det er nok derfor, sanktionen anses for at være meget streng. Personer, der er dømt til forvaring, bliver som regel indsat i Herstedvester Fængsel, der er et lukket fængsel, som er specialiseret i behandling af indsatte, der har behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling. I fængslet bor de forvaringsdømte sammen med og bliver behandlet efter de samme regler, som gælder for personer, der skal afsone en almindelig fængselsstraf. En forvaringsdømt skal sidde i fængsel så længe, det er nødvendigt for at forebygge den fare, vedkommende udgør for andre. Det gælder selv om strafferammen for den forbrydelse, vedkommende er dømt for, kun giver mulighed for at fastsætte en straf af kortere varighed, for eksempel 2 år.

Ved vurderingen af, om en person er til nærliggende eller væsentlig fare for andre, skal retten lægge vægt på de oplysninger, der er i sagen, om tiltaltes personlige forhold og tidligere kriminalitet.

De personlige forhold vil næsten altid være beskrevet i en mentalerklæring. Det vil sige en erklæring, hvori en overlæge i psykiatri kommer med sin vurdering af, om tiltalte kan straffes, eller om tiltalte tilhører en af de persongrupper, som ikke kan straffes. Hvis tiltalte ikke kan straffes, vil overlægen normalt også komme med en anbefaling om, hvilke foranstaltninger der bør træffes for at undgå, at den tiltalte begår ny kriminalitet. Overlægens anbefaling bliver givet på grundlag af en meget grundig undersøgelse af tiltaltes sociale og helbredsmæssige forhold helt fra barndommen og frem til undersøgelsen.

Oplysninger om tiltaltes tidligere kriminalitet fremgår af straffeattesten og de domme, der tidligere er afsagt vedrørende tiltalte.

Forvaring kan især komme på tale, når tiltalte flere gange har begået en grov, personfarlig forbrydelse af samme karakter, for eksempel voldtægt eller brandstiftelse. I særlige tilfælde kan en enkeltstående forbrydelse dog også være af en sådan karakter, at den tiltalte kan dømmes til forvaring, selv om han ikke tidligere er straffet for noget lignende.

Nødvendighedskravet betyder, at retten desuden skal vurdere, at en tidsbestemt straf ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for, at den tiltalte ikke længere er farlig for andre, når vedkommende løslades. Retten kan ikke bestemme, at en person, der er dømt til forvaring, skal gå i en bestemt form for behandling. Alle forvaringsdømte tilbydes imidlertid forskellige former for behandling. Hvordan en forvaringsdømt tager imod og reagerer på de tilbudte behandlinger har betydning for, om vedkommende kan starte udslusning fra fængslet og senere blive prøveudskrevet.

Anklagemyndigheden skal sikre, at personer, der er dømt til forvaring, ikke sidder i forvaring i længere tid end nødvendigt. Derfor skal anklagemyndigheden jævnligt indhente oplysninger, der gør det muligt at vurdere, om det er nødvendigt, at en domfældt bliver ved med at være i forvaring. Hvis anklagemyndigheden eller den dømte mener, at en forvaringsdom skal ophæves, og den dømte løslades, skal sagen forelægges retten, der herefter træffer afgørelse om dette.

I perioden 1990 – 2011 blev 69 personer dømt til forvaring. Selv om det tal ikke siger noget om, hvor ofte spørgsmålet om forvaring bliver rejst af anklagemyndigheden, så forklarer det måske alligevel, hvorfor jeg aldrig selv har haft en sag om forvaring, og hvorfor det for de fleste dommere heldigvis ikke hører til dagligdagen at beskæftige sig med spørgsmålet om forvaring.