Mindetavle på det juridiske fakultet i Palermo

For nylig, da jeg holdt ferie på Sicilien og besøgte øens største by, Palermo, kunne jeg ikke undgå at blive berørt af de mange tavler og monumenter, der er opsat rundt omkring i byen til minde om drabet på den italienske jurist Giovanni Falcone, hans kollega Paolo Borsellino og de andre 9 embedsmænd med tilknytning til Sicilien, der i perioden 1971-92 døde under myndighedernes kamp mod den italienske mafia.

Ikke bare i Italien, men også i mange andre lande er man udsat og lever endda til tider livet farligt som ansat i retsvæsen og politi. Nogle steder er dommere under pres fra kriminelle organisationer, andre steder fra politisk eller anden side og endnu andre steder fra både kriminelle og andre for at agere på en bestemt måde eller træffe bestemte beslutninger. Presset kan blive udøvet på mange forskellige måder. Trusler, hævnakter, forskellige former for økonomisk pres eller løfter og bestikkelse er kun eksempler på metoder, der kan anvendes af personer og institutioner, der ønsker, at påvirke dommere til at handle på en bestemt måde.

Giovanni Falcone og Paolo Borsellino blev dræbt med 57 dages mellemrum i sommeren 1992. Begge drab blev begået ved bombeattentater gennemført af den italienske mafia i Palermo på Sicilien. Baggrunden for drabene var, at de to var tilknyttet operation ”Rene hænder”. Operation ”Rene hænder” var en storstilet aktion mod korruption i Italien. Operationen blev ledet fra Milano af juristen Antonio di Pietro. Den kom til at få meget stor betydning i Italien i 1990’erne, idet et meget stort antal personer i forbindelse med aktionen blev sigtet, tiltalt og dømt for at have modtaget bestikkelse fra mafiaen. Drabene på Giovanni Falcone og Paolo Borsellino var mafiaens forsøg på at få standset operation ”Rene hænder”.

Også andre steder i verden bliver der i større eller mindre omfang og på mange måder lagt hindringer i vejen for retsvæsnets arbejde eller udfoldet bestræbelser på at påvirke dette. Efter kupforsøget i Tyrkiet sidste sommer, blev et meget stort antal dommere således arresteret eller mod deres vilje forflyttet fra den ene ende af det store land til den anden, fordi det tyrkiske styre ikke var tilfreds med den måde, de udførte deres arbejde som dommere på. I Polen har man i de seneste år bestemt, at love kun kan tilsidesættes af landets forfatningsdomstol med to tredjedeles flertal mod tidligere simpelt flertal. Der er samtidig gennemført en lov, der ifølge kritikere medfører, at landets dommere i realiteten udpeges politisk og ikke uafhængigt af politiske interesser. I Rumænien er stillinger i retsvæsnet blevet nedlagt uden nærmere begrundelse, men efter at de, der bestred stillingerne, havde truffet afgørelse om at straffe en politiker.

Domstolene i Danmark er jævnligt udsat for kritik fra forskellig side, men heldigvis sker det kun meget sjældent, at kritikken bliver rejst i et forsøg på at påvirke afgørelsen i en bestemt sag. Ligeledes sker det sjældent, at kritikken er rettet mod en bestemt dommer eller ledsaget af trusler, tilbud eller andet, der har til hensigt at påvirke dommeren eller dommerne i en sag til at træffe en bestemt afgørelse. Langt de fleste, der lever her i Danmark, er nemlig klar over, at det er en del af et velfungerende samfund at have uafhængige domstole med dygtige dommere, der træffer de afgørelser, de skal, uden at lade sig påvirke af andet end loven og de kriterier, det er lovligt at tage hensyn til. Det gælder heldigvis også den siddende justitsminister, Søren Pape, der i et interview i bladet ”Retten rundt” for nylig sagde blandt andet sådan: ”Vi skal have uafhængige og stærke domstole, som er borgernes sikkerhed for, at retsstatens principper overholdes. Jeg er ikke enig i alle de afgørelser, der bliver truffet i danske retssale, men hvis jeg er utilfreds, så må jeg arbejde politisk for, at lovene bliver ændret, så dommerne har et nyt grundlag at træffe deres afgørelser på. Politikerne laver lovene, og dommerne dømmer efter dem. Det er den grundlæggende kontrakt.”