Retten i Glostrup

Det er langt fra alt det, man skal kunne for at være dommer, man kan lære i forbindelse med jurastudiet på universitetet. Men hvor lærer man det så? Og hvad er det udover paragrafferne, man skal kunne?

Det kan man få et fingerpeg om ved at læse de mål, der er fastsat for uddannelsen af de jurister, der arbejder som dommerfuldmægtige ved domstolene i for eksempel fogedretten eller skifteretten. Af læringsmålene for disse, typisk yngre jurister, fremgår det, at de efter afslutningen af deres uddannelse ved domstolene, udover at besidde den nødvendige juridiske viden, blandt andet skal

• kunne kommunikere klart og tydeligt både skriftligt og mundtligt
• have integritet og kunne være en neutral mødeleder med gennemslagskraft og evner for konflikthåndtering og forligsmægling
• besidde en høj grad af empati, robusthed og selvstændighed og have forståelse for borgernes behov for service og vejledning
• have forståelse for domstolenes rolle i samfundet

Dommerfuldmægtigene skal desuden kunne varetage sagsbehandlingen ved retten på en hensigtsmæssig og effektiv måde.

Som led i uddannelsen ved domstolene deltager dommerfuldmægtigene i en kursusrække, der forløber over 2-3 år, men langt vigtigere i uddannelsen af dommerfuldmægtige, andre domstolsjurister og dommere er efter min opfattelse de erfaringer, man gør sig som jurist og menneske gennem livet og den viden, man opnår ved at arbejde praktisk med juraen.

Noget af den menneskelige erfaring, jeg trækker mest på som dommer, er det, jeg lærte, da jeg i min studietid arbejde som sygehjælper på en geriatrisk afdeling på et hospital. De ældre mennesker, der var på afdelingen, kom fra hele Københavnsområdet. En havde været rengøringskone i lufthavnen gennem hele sit arbejdsliv, en anden tandlæge. Mange havde dramatiske minder fra besættelsen. Nogle havde familie, andre havde ingen familie. I forbindelse med mit arbejde kom jeg tæt ind på livet af mange af de ældre mennesker og deres pårørende og lærte på den måde meget om, hvor forskellige livsvilkår, vi alle har, og om hvor stor en forskel der er på den måde, vi tackler livet og de udfordringer, livet bringer. Dialogen med de ældre og deres pårørende gav mig også en erfaring i at håndtere følelsesmæssigt vanskelige situationer og tale med alle slags mennesker, som har været meget værdifuld for mig som dommer.

Andre vigtige erfaringer fik jeg, da jeg i studietiden arbejdede på et advokatkontor, hvor de vigtigste retningslinjer for arbejdet var, at man skulle bruge sin sunde fornuft og gå hjem til tiden. Det lyder måske som om, advokaten helst ville springe over, hvor gærdet var lavest, men det var på ingen måde tilfældet. Det, han ønskede af sagsbehandlingen på kontoret, var tværtimod, at den ikke kun tog udgangspunkt i juridisk teori, men også i hvad der var rimeligt og kunne lade sig gøre, hvis sagen skulle finde sin afslutning inden for en passende tid. Den erfaring med effektiv sagsbehandling, jeg på den måde fik, er også kommet mig til gode i mit senere arbejdsliv.

Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvilke erfaringer man som dommer har med sig i bagagen, men fælles for alle dommere er dog, at alle, bortset fra højesteretsdommere, inden de blev dommere, har arbejdet som landsdommer i 9 måneder i enten Østre eller Vestre Landsret. I landsretten arbejder man altid sammen med to andre dommere og får på den måde stor indsigt i, hvordan man både rent juridisk og menneskeligt kan håndtere de meget forskelligartede problemstillinger, man kan blive stillet over for som dommer. Man udvikler på den måde sit jugement og får nye juridiske synsvinkler og gode idéer til, hvordan man kan skrive afgørelser, der både er formuleret præcist, og så de er til at forstå også for folk, der ikke er jurister. Ligeledes er det inspirerende at opleve, hvordan andre håndterer en vanskelig tiltalt, en advokat, der ikke er ordentlig forberedt, en domsmand, der kommer for sent, en anklager, der taler for lavt, dokumenter, der mangler, it-systemer, der ikke virker, eller andre af de praktiske problemer, en dommer ofte står over for. Tiden i landsretten er således et meget værdifuldt element i den mesterlære, man også som dommer har gennemgået.