Det sker ofte, at venner og bekendte spørger mig, hvad jeg mener om afgørelsen i en sag, der har været omtalt i medierne. Var den for hård? Var den for mild? Hvorfor blev tiltalte ikke dømt for forsøg på manddrab, men kun for vold? Hvorfor troede retten ikke på tiltaltes eller et bestemt vidnes forklaring? Var det ikke urimeligt, at forsikringsselskabet ikke skulle betale erstatning? Kan det virkelig være rigtigt, at man bare kan afskedige en medarbejder på den måde?

Spørgsmålene er mange, men selv om jeg meget gerne vil fortælle om mit arbejde og om, hvordan sager afgøres i retten, afstår jeg næsten altid fra at besvare dem. Det er der flere grunde til.For det første har jeg en grundlæggende tillid til, at de afgørelser, der træffes af danske dommere, er så rigtige, som de kan blive med det kendskab til sagen, retten har haft, da retten traf afgørelse. For det andet kan de fleste sager indbringes for en højere retsinstans, hvis parterne ikke er enige i rettens vurdering eller mener, at der er nye oplysninger i sagen eller aspekter af den, som retten ikke har været tilstrækkelig opmærksom på. For det tredje er det yderst sjældent, at jeg kender en sag, jeg ikke selv har behandlet, godt nok til at kunne udtale mig om den.

Det kræver nemlig et meget indgående kendskab til en sags faktiske omstændigheder at kunne sætte dem ind i den rigtige juridiske ramme, og et sådant kendskab til sagen får man sjældent, medmindre man selv har behandlet den. Der sker således tit, at vigtige oplysninger i en sag ikke kommer frem i offentligheden for eksempel fordi, det kun er den ene part i sagen, der udtaler sig om den, eller fordi de, der skriver om sagen, helt forståeligt ikke er klar over, at en given oplysning har afgørende betydning.

De fleste af os kender nok til den slags problemer i andre sammenhænge. En bekendt fortæller, at han er blevet urimeligt behandlet af en ven. Da han ankom til restauranten ti minutter forsinket, var vennen allerede gået. En måned efter møder du vennen, der fortæller, at din bekendte er umulig at indgå en aftale med, da han altid kommer for sent og aldrig giver besked i forvejen. Det har imidlertid hjulpet, efter at vennen forlod restauranten straks, den aftalte tid var overskredet. Både din bekendte og vennen har fortalt dig det, de mener, er sandheden, men du kan først selv foretage en egentlig vurdering af sagen, når du kender både din bekendte og vennens version af historien og måske også ved lidt mere om baggrunden for hændelsesforløbet. Nogle gange fortæller hverken din bekendte eller vennen dig alt, hvad de ved, og du må foretage din vurdering af sagen på baggrund af det, de har fortalt dig.

Sådan er det også i retssager. Som dommer kan man først foretage sin vurdering, når man har sat sig ind i det materiale, parterne har bestemt, skal indgå i sagen, og lyttet til både den ene og den anden parts opfattelse af dette og de juridiske problemstillinger, sagen vedrører. Derfor kan man sjældent udtale sig særlig præcist om afgørelsen i sager, man ikke selv har behandlet, og nogle gange ville man ønske, at også andre ville afstå herfra.