Domsmænd og nævninger

Københavns Byret

Københavns Byret (Foto Per Johansen)

”Ih, jeg er blevet spurgt, om jeg vil være lægdommer!” Sådan sagde en bekendt med stor begejstring i stemmen til mig forleden dag.

Hendes begejstring gjorde mig glad og fik mig til at tænke over lægdommeres (domsmænd og nævningers) rolle i det danske retssystem og det gode samarbejde, jeg har med dem. Lægdommerne repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen og bidrager dermed til at sikre, at domstolene har en folkelig forankring og til, at der indgår en bredere vifte af synspunkter, når en straffesag skal afgøres, end hvis jeg skulle afgøre sagen alene.

 

Hvad var det egentlig, der blev forklaret, og hvordan skal det forstås? Var det tiltalte eller vidnet, der talte sandt? Var der noget, som måske blev fortiet? Hvordan skal tiltalte straffes? Hvad siger retspraksis? Hvad er rimeligt? Er der nogen undskyldende omstændigheder? Kan en udenlandsk tiltalt udvises, eller er hans eller hendes tilknytning til Danmark så stærk, at det ikke er muligt? Det er blot nogle få af de mange vanskelige spørgsmål, der bliver vendt, når dommerne trækker sig tilbage for at votere og finde ud af, hvordan en sag skal afgøres. Det siger næsten sig selv, at der i den forbindelse kan være behov for at gøre sig overvejelser af både juridisk og anden art. I den forbindelse kan lægdommerne og den erfaring og livsvisdom, den enkelte lægdommer bringer med sig, være til stor nytte.

Det kræver ingen særlig uddannelse at blive lægdommer, og lægdommerne har derfor meget forskellig baggrund. En er 25 år og studerende, en anden er 57 og har 35 års erfaring fra arbejdsmarkedet. En er politisk aktiv og medlem af kommunalbestyrelsen, en anden er medlem af bebeboerklagenævnet i den bebyggelse, hvor hun bor. En er født og opvokset i Danmark, en anden kom først hertil som voksen. En er pædagog, en anden er værkfører, selvstændig eller sygeplejerske.

For mig som juridisk dommer er samarbejdet med lægdommerne som regel meget positivt. Lægdommerne kommer med nye synspunkter og gode spørgsmål, der sikrer, at mit arbejde som dommer ikke bliver præget af rutine, og at jeg til stadighed er nødt til at tænke over og kunne begrunde og argumentere for, hvordan sagerne skal afgøres og hvorfor. Det er sundt ikke bare for mig personligt, men også for retssystemet generelt. Lægdommernes medvirken sikrer desuden, at flere får indsigt i, hvad der foregår ”bag kulisserne” i retterne. Det er med til at øge gennemsigtigheden i retssystemet og dermed styrke tilliden til dette. Den historiske baggrund for, at det i grundloven er bestemt, at der skal medvirke lægdommere i visse straffesager, er da også ønsket om at undgå et ”embedsmandsvælde” og dermed mistanke om, at dommerne er ”i lommen på regeringen”.

Domsmænd eller nævninger medvirker i alle straffesager, hvor den tiltalte nægter sig skyldig, og anklagemyndigheden kræver, at han eller hun skal straffes med fængsel. Hvis anklagemyndigheden kræver en fængselsstraf på under 4 år, bliver sagen behandlet som en domsmandssag med 2 domsmænd og 1 juridisk dommer, mens sagen bliver behandlet som nævningesag med 6 nævninger og 3 juridiske dommere, hvis der er krav om en fængselsstraf på 4 år eller mere. Sager om visse former for økonomisk kriminalitet eller narkotikakriminalitet behandles dog som domsmandssager, selv om der er krav om en straf på 4 år eller mere.

Hvis en domsmandssag bliver anket til landsretten, medvirker der 3 domsmænd og 3 juridiske dommere i landsretten, mens der medvirker 9 nævninger og 3 juridiske dommere, når landsretten behandler en nævningesag, der er anket.

Lægdommere udpeges for faste perioder på fire år. De er i den periode tilknyttet enten byretten i den retskreds, hvor de bor, eller den landsret, som denne byret hører under. Som lægdommer skal man regne med at blive indkaldt 3-4 gange årligt. De fleste gange kun for en dag, men det kan også ske, at man bliver bedt om at deltage i en sag, der varer flere dage.

Selv om det ikke kræver nogen særlig uddannelse at blive lægdommer, er der selvfølgelig en række betingelser, man skal opfylde for at kunne blive lægdommer. Blandt andet skal man være fyldt 18 år, have stemmeret til Folketinget og være uberygtet. Hvis man fylder 80 år i løbet af den periode, der skal udpeges lægdommere for, eller hvis man er minister, advokat, præst eller ansat i et ministerium eller i retsvæsenet, kan man ikke være lægdommer. Det samme gælder, hvis man af helbredsmæssige årsager eller på grund af manglende sprogkundskaber ikke er i stand til at deltage i en retssags behandling.

Den næste periode for udpegning af lægdommere går fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2023. Det betyder, at alle landets kommuner lige nu er i fuld gang med finde interesserede borgere, som kan optages på de grundlister, der danner grundlag for selve udpegningen af lægdommerne. Den foretages af landsretterne og finder sted i løbet af sommeren, sådan at lægdommerne er klar til at træde i funktion fra den 1. januar 2020.

Interessen for at blive lægdommer er heldigvis stor, men i nogle kommuner er det stadig muligt at søge om optagelse på grundlisten for den kommende lægdommerperiode.

Det kan man læse mere om på de enkelte kommuners hjemmeside, mens man kan læse mere om udpegningen af lægdommere og lægdommersystemet her.

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.