Retsplejeloven blev vedtaget af Folketinget og Landstinget i 1916 i den bygning, hvor Østre Landsret i dag har til huse. Der vises stadig vej til Rigsdagen på retsbygningen.

Tirsdag den 1. oktober 2019 er en ganske særlig dag for domstolene. På denne dag er det nemlig hundrede år siden, at retsplejeloven trådte i kraft, og dermed er det også hundrede år siden, at det retsvæsen, vi kender i dag, fandt sin form.

Retsplejeloven er den lov, der danner grundlaget for alt arbejde ved retterne i Danmark og for, hvordan sagerne skal behandles. Retsplejeloven er derfor også den lov, jeg bruger allermest i mit arbejde som dommer. Retsplejeloven består af i alt fem dele, eller bøger, som tilsammen indeholder over 1.000 paragraffer om alt fra retternes organisering og sagsbehandlingen ved retterne til fastsættelse af sagsomkostninger og journalisters adgang til aktindsigt. Det er således i retsplejeloven, jeg slår op, hvis jeg skal finde ud af for eksempel, hvilke opgaver domstolene skal løse, hvor mange dommere, der er ved Retten i Århus eller i Højesteret, om dørene skal lukkes under behandlingen af en sag om værgemål, hvilke krav, der er til udformningen af en stævning eller et anklageskrift, om et retsmøde kan afholdes via videolink, om de efterforskningsskridt, politiet har foretaget, er lovlige, eller om en sigtet kan varetægtsfængsles.

Retsplejeloven er i de hundrede år, som er gået, siden den trådte i kraft, løbende blevet justeret og opdateret. Retsplejeloven indeholder på trods af sin alder derfor fortsat svar på en meget stor del af de spørgsmål, som opstår i det daglige arbejde som dommer. Det siger imidlertid næsten sig selv, at der løbende dukker nye problemstillinger op, som det ikke har været muligt at tage højde for tidligere. Derfor skal jeg som dommer have et grundigt kendskab ikke bare til selve loven, men også til de principper, som ligger bag den, sådan at jeg er i stand til at håndtere problemstillinger, som ikke er beskrevet direkte i loven, men som er opstået for eksempel på grund af den teknologiske udvikling eller globaliseringen.

De vigtigste principper bag retsplejeloven finder man i grundloven. Den lov, som står over alle andre love, og som man derfor godt kan tillade sig at kalde vores mest fornemme lov. I grundloven står blandt andet, at den dømmende magts udøvelse kun kan ordnes ved lov, at retsplejen skal holdes adskilt fra forvaltningen, at dommere i deres arbejde alene skal rette sig efter loven og som udgangspunkt kun kan afskediges eller forflyttes ved dom, at der i videst muligt omfang skal være offentlighed og mundtlighed i retsplejen, og at der skal medvirke lægdommere ved behandlingen af straffesager.

Andre principper bag retsplejeloven kan man læse om i forarbejderne til loven, det vil sige i de lovforslag og betænkninger, som danner grundlag for loven samt i referaterne af de politiske drøftelser forud for vedtagelsen af loven. Man kan også finde oplysninger om, hvordan principperne bag retsplejeloven skal forstås og anvendes, i retspraksis, det vil sige i tidligere afgørelser fra især de to landsretter og Højesteret.

Et af de principper for arbejdet ved domstolene, som ikke er omtalt direkte i grundloven, men som fylder en del i retsplejeloven og derfor præger mit daglige arbejde meget, er princippet om kontradiktion. Det vil sige princippet om, at man som part i en sag skal have adgang til at tage stilling til og udtale sig om samtlige modpartens dokumenter, beviser og synspunkter. Princippet kan for eksempel betyde, at jeg er nødt til at udsætte en sag, fordi der på et sent tidspunkt kommer nyt materiale frem, som en sagsøger, en sagsøgt eller en tiltalt skal have tid til at sætte sig ind i. Princippet betyder også, at man skal have adgang til at udtale sig i retten, hvis en afgørelse har en vis betydning for en. For eksempel skal journalister, som er til stede i retten, have lejlighed til at udtale sig, inden der bliver truffet afgørelse om, hvorvidt et retsmøde skal holdes for lukkede døre.

Et andet vigtigt princip, som ikke er omtalt i grundloven, er det princip, som kaldes forhandlingsprincippet. Princippet gælder kun i civile sager og betyder, dels at man i en retssag ikke kan få medhold for et større beløb, end man har krævet, dels at jeg som dommer ikke må lægge vægt på andet end det, sagsøgeren og sagsøgte har fremlagt og anført, når jeg skal afgøre sagen.

I straffesager gælder det derimod, at retten, uanset hvordan anklageren og forsvareren fører sagen, ikke må dømme en uskyldig.

To yderligere, vigtige principper, jeg vil nævne her, er for det første princippet om, at alle de domme og kendelser, jeg afsiger, skal være begrundede, og for det andet princippet om, at parterne i såvel civile sager som straffesager skal have mulighed for aktivt at påvirke sagsbehandlingen og medvirke under processen for eksempel ved selv at foranledige vidner indkaldt, stille spørgsmål under sagen eller fremføre egne synspunkter.

Retsplejeloven har nu igennem hundrede år formået at skabe rammer for sagsbehandlingen ved domstolene, som sikrer, at de mange vigtige principper også kan efterleves i praksis. Retsplejeloven er dermed en hjørnesten i arbejdet med at fastholde Danmarks Domstoles meget gode omdømme og befolkningens tillid til domstolene som det primære forum for konfliktløsning. Med løbende justeringer og passende omhu vil retsplejeloven kunne fortsætte hermed i mange år fremover. Det er der god grund til at fejre og ønske et stort til lykke med!