Hvordan beviser man, at noget er sket eller forholder sig på en bestemt måde? Det er det spørgsmål, som enhver advokat eller anklager må stille sig selv, inden han eller hun indbringer en sag for retten. Svaret er ikke givet på forhånd, for i Danmark gælder princippet om den fri bevisbedømmelse, og der findes derfor stort set ingen regler eller love om, hvordan man beviser noget under en retssag.

Princippet om den fri bevisbedømmelse betyder nemlig, at retten ikke er bundet af regler om, hvordan og med hvilken vægt de forskellige beviser, retten bliver præsenteret for under en sag, skal indgå i rettens afgørelse. Rettens bedømmelse af beviserne er derfor altid konkret og individuel og baseret på de forhold, som gør sig gældende i netop den sag, retten nu skal afgøre.

Det gælder både i civile sager og i straffesager og uanset, om der er tale om bevis i form af en vidneforklaring, en video fra et overvågningskamera, en lydfil, et foto, et dokument, et fingeraftryk, et dna-spor, kopi af en sms-korrespondance, oplysninger om, hvor en mobiltelefon har befundet sig, eller om en persons aktiviteter på internettet. Det gælder også, uanset om det er anklagemyndigheden, en anden offentlig myndighed, en advokat, en tiltalt eller en part i en civil sag, som fører beviset.

Det er altså altid op til retten at afgøre, hvor stor vægt et bevis kan tillægges. Mange elementer indgår i den forbindelse. Ved vurderingen af en vidneforklaring vil retten for eksempel typisk tage hensyn til, om vidnet er en bekendt af en part eller er en udenforstående, hvor lang tid, der er gået siden den hændelse, vidnet skal afgive forklaring om, samt det personlige indtryk vidnet giver i retten. Er der tale om et teknisk bevis, for eksempel et dna-spor, vil det indgå i rettens vurdering af dette, hvor sporet er fundet, hvordan det er undersøgt, og hvilke resultater, der er fremkommet ved denne undersøgelse.

Anklagemyndigheden har pligt til at sørge for ikke bare, at skyldige bliver dømt, men også at uskyldige bliver frifundet. Anklagemyndigheden skal derfor give de oplysninger til retten, som er nødvendige for at vurdere kvaliteten af et bevis. Hvis den måde, et bevis er indsamlet på, kan give anledning til tvivl om bevisets kvalitet, eller hvis resultatet af en teknisk undersøgelse kan tolkes på flere forskellige måder, har anklageren således pligt til at gøre opmærksom på det i retten.

Den teknologiske udvikling har medført fremkomsten af mange nye typer af beviser. Da jeg begyndte at arbejde som dommerfuldmægtig, var det for eksempel helt nyt at anvende dna-spor som bevis, og det var ikke almindeligt, at have en mobiltelefon eller at anvende internettet på samme måde som i dag. Derfor var det heller ikke almindeligt at benytte oplysninger om brug af mobiltelefoner eller internettet som bevis.

Når en ny type bevis første gang anvendes i retten, er det klart, at den part, som præsenterer beviset, gør noget ekstra ud af at redegøre for bevisets karakter, hvordan det er frembragt, hvordan det er undersøgt, og hvordan det efter partens opfattelse kan anvendes. Parten vil i den forbindelse ofte fremlægge en erklæring, der beskriver beviset, eller føre en ekspert som vidne, som kan forklare nærmere om beviset. På den måde får retten et grundlag for at vurdere beviset og tage stilling til, om det kan anvendes og med hvilken vægt.

Da der stort set ikke findes regler eller love om, hvordan og med hvilken vægt de forskellige beviser, retten bliver præsenteret for under en sag, skal indgå i rettens afgørelse, spiller dommerens dømmekraft – det vil sige dommerens teoretiske og almene viden, dommerens erfaring, dommerens kendskab til andre afgørelser i tilsvarende sager, og dommerens evne til at omsætte teori til praksis – også en væsentlig rolle ved vurderingen af forskellige typer af beviser. Det er nemlig ikke nok, at man som dommer føler sig overbevist om, at noget er bevist. Man skal også kunne give en fyldestgørende redegørelse for, hvorfor og på hvilket grundlag, man er nået til denne overbevisning, sådan at afgørelsen er forståelig ikke bare for retten, men også for andre.