Mange, der har set amerikanske krimiserier på TV, har bemærket, at der ofte er en person til stede, der skriver alt, hvad der foregår ned, en såkaldt retsstenograf. Jeg ved ikke, om der også er en retsstenograf til stede i virkelighedens retssal i USA, men i Danmark har vi i hvert fald ikke længere retsstenografer. I Danmark er det enten dommeren selv eller en sekretær, der skriver ned, hvad der sker og bliver sagt i retten, og det er heldigvis langtfra alt, der sker eller bliver sagt, der bliver skrevet ned, men kun det, der er væsentligt.

Referatet af, hvad der sker under et retsmøde, bliver skrevet ned i retsbogen.

Retsbogen har et helt fast format. Øverst fremgår datoen og navnet på den eller de dommere, der deltager i retsmødet, samt, hvis flere dommere deltager, hvem af dommerne der er retsformand og leder retsmødet. Desuden fremgår navnet på den sekretær, der eventuelt deltager i retsmødet.

Herefter angives det, hvilken sag retsmødet drejer sig om, og hvem der i øvrigt er mødt i retten. I en civil sag kan det være for eksempel sagsøgeren, direktøren for det sagsøgte selskab og advokaterne, mens det i en straffesag kan være anklageren, tiltalte og tiltaltes forsvarer.

Eventuelle tilhøreres navne bliver normalt ikke skrevet i retsbogen, og som dommer spørger jeg heller ikke, hvem tilhørerne er, eller hvad de hedder, medmindre der er en særlig grund til det. Udgangspunktet er nemlig, at alle, der vil, kan overvære et retsmøde.

Når sagen og de mødte er ”præsenteret” i retsbogen, beskrives mødets gang og indhold, og til slut skriver man, om sagen nu er slut, eller hvad der videre skal ske i den, for eksempel kan man skrive, at der blev afsagt dom, og at sagen blev sluttet, eller at sagen blev udsat til den og den dato.

De forklaringer, der afgives i retten, skal i mange tilfælde også skrives ned. Det lyder enkelt, men er det langtfra altid. I talesproget er der mange små fyldord, der virker forstyrrende, hvis de skrives ned. Der er også mange gentagelser, ligesom meget af det, der siges under en forklaring i retten, kan være svært at forstå, hvis man ikke samtidig kan se personen eller i det mindste høre vedkommende. Derfor skriver jeg som dommer ikke de forklaringer, der afgives i retten, ned ordret, men skriver i stedet et referat af dem.

Referatet skal gengive hovedindholdet af forklaringen på en loyal og retvisende måde. Selv om der er tale om et referat, og jeg ikke skriver alt, der bliver sagt, ned ordret, skriver jeg derfor også de vigtigste udtalelser ned med partens eller vidnets egne ord. Jeg udelader fyldord som ”øh”, ”ikk’” og ”li’som”, og også skældsord, der bruges som fyldord. Hvis en tiltalt i retten siger for eksempel: ”Så sagde jeg også til ham, at han var en fucking klaphat, og så nikkede jeg ham s’gu en skalle lige midt i fjæset” vil jeg i referatet skrive ”Tiltalte sagde til ham, at han var en klaphat, og nikkede ham derefter en skalle i ansigtet”.

Det sker ofte, at folk, der afgiver forklaring i retten, giver udtryk for stærke følelser. Det kan vise sig i deres ordvalg, men også ved at de for eksempel græder, råber eller har en aggressiv adfærd i retten. Den slags skriver jeg ikke ned i retsbogen, medmindre det har betydning for sagens gang. For eksempel vil jeg skrive det ned, hvis en person bliver så ophidset, at det er nødvendigt at tilkalde politiet. Jeg beskriver heller ikke folks følelsesudbrud i referatet af forklaringen, men nogle gange er folks følelser afspejlet i deres ordvalg, og det personlige indtryk, en part eller et vidne har gjort på mig, kan også indgå i min vurdering af den pågældende troværdighed og dermed i begrundelsen for den afgørelse, jeg skal træffe i sagen.

Det, jeg som dommer har skrevet ned i referatet af forklaringen, bliver normalt ikke læst op i retten for den, der har afgivet forklaringen, og den pågældende får heller ikke referatet af forklaringen til gennemlæsning senere. Det sker dog jævnligt, at jeg er usikker på, om jeg har forstået en forklaring rigtigt. Hvis det er tilfældet, læser jeg den del af mit referat af forklaringen, som jeg er usikker på, op i retten og spørger, den, der har afgivet forklaringen, om jeg har forstået tingene rigtigt. Den, der har afgivet forklaringen, bekræfter herefter dette, eller forklarer mig på hvilke punkter, referatet ikke er rigtigt eller fyldestgørende. Hverken en part eller advokaterne kan dog bestemme, hvad der skal stå i referatet. Det er i sidste ende mit ansvar som dommer, ligesom det også er mit ansvar at få afsluttet behandlingen af sagen og truffet de afgørelser, der i øvrigt skal træffes i den forbindelse.