De mange skærme kan gøre det svært at se rettens medlemmer

Som dommer i dag kan man ikke klare sig uden elektroniske og digitale hjælpemidler, men er som på mange andre arbejdspladser helt afhængig af, at ”systemerne” er oppe, og at der er adgang til internettet. Det første jeg gør, når jeg møder på arbejde om morgenen, er således også det samme, som mange andre sikkert gør, nemlig at tænde for min computer og, hvis jeg ikke allerede har gjort det derhjemme, checke, om der er mails, som det er vigtigt, at jeg har set eller tager mig af, inden jeg går i retten.

Når det er gjort, sørger jeg for, at de dokumenter og systemer, jeg har brug for i forbindelse med behandlingen af dagens sager, er åbne. Derefter tager jeg min bærbare computer med mig og går til den retssal, hvor jeg skal være. I voteringsværelset hilser jeg på de domsmænd eller boligdommere, der måske skal medvirke under sagen, hvorefter jeg går ind i retssalen, hvor jeg sætter min computer til og checker, at højtaleranlæg, videoudstyr, eller hvad jeg nu skal bruge under sagen, også er tændt. Tilbage i voteringsværelset orienterer jeg om den sag, vi skal behandle, og sikrer mig, at lægdommerne eller boligdommerne ikke er inhabile, hvorefter sagen kan gå i gang.

Mange straffesager behandles i dag digitalt. Det betyder, at sagens dokumenter ikke foreligger på papir, men at de vises på skærme i retten. Den udgave af dokumenterne, der vises frem på skærmene i retten, er naturligvis en ”ren” udgave uden notater, men som dommer har jeg heldigvis også dokumenterne på min egen computer i et format, der gør det muligt for mig at tage noter, lave markeringer og sætte bogmærker ind i dokumenterne næsten som om, de var af papir. Det er meget praktisk, synes jeg. Først og fremmest fordi det, når man først har lært det, er betydeligt nemmere at finde rundt i de elektroniske dokumenter end i papirdokumenterne, dernæst fordi jeg kan søge i mine egne noter, og sidst men ikke mindst fordi de elektroniske dokumenter betyder, at jeg kan lave det arbejde uden for retssalen, der også knytter sig til retssagsbehandlingen, hvor jeg vil.

Al begyndelse er svær, og det gælder også i forbindelse med behandlingen af digitale straffesager, hvor både anklagere, forsvarere og dommere har skullet lære de nye programmer at kende, og der også har været problemer, fordi de største sager simpelthen fylder så meget, at computerne kan have svært ved at håndtere dem.

Også de civile sager skal i fremtiden behandles digitalt og således, at sagens dokumenter ikke foreligger på papir, men alene digitalt.

Overgangen fra papirbaseret til digital sagsbehandling betyder, at jeg som dommer er nødt til at have i hvert fald to skærme til min rådighed. En hvor jeg kan have det dokument, jeg arbejder i, for eksempel udkastet til en dom, åbent, og en hvor jeg kan se sagens bilag. Har jeg også taget noter på min computer, som jeg har brug for at kunne støtte mig til i mit arbejde, er det rart også at have en tredje, selvstændig skærm til brug for det. Den digitale sagsbehandling betyder altså ikke, at der bliver mere plads på skrivebordet, men at det er noget andet, der optager pladsen. Det er ikke noget problem, når jeg arbejder på mit kontor, men kan til gengæld give problemer i retssalen i forhold til mit udsyn og mulighederne for at folk i retssalen kan se mig.

Overgangen fra papirbaseret til digital sagsbehandling giver også anledning til overvejelser om, hvad der skal vises for eventuelle tilhørere i retten. I mange retssale er der nemlig ud over de skærme, der anvendes af rettens medlemmer, advokaterne og parterne, opsat storskærme, som gør det muligt også at vise sagens dokumenter for tilhørerne. Visse dokumenter er imidlertid ikke egnede til at blive vist i deres helhed for en bredere kreds i en retssal. Det kan for eksempel være dokumenter som lægeerklæringer, der indeholder fortrolige og personfølsomme oplysninger eller et foto af et afklædt drabsoffer, som det vil være krænkende for afdøde og afdødes familie at vise for flere end højst nødvendigt.

Det er naturligvis ikke kun i forbindelse med skrivning og visning af dokumenter, man som dommer har brug for sin computer. Kalender, mails, intranet, lovgivning og meget litteratur er også noget, man som dommer i dag tilgår fra sin computer. Desuden skal man som dommer kunne betjene diverse lyd- og billedanlæg, der gør det muligt at optage, hvad der bliver sagt i retten eller at afhøre et vidne, der bor i den anden ende af landet, og som derfor møder via videolink derfra.

Da jeg startede som dommerfuldmægtig i Slagelse i 1994, var der kun to computere i hele retten, og de stod ikke på mit kontor, men i fogedretten. Hvis jeg ville skrive noget i et tekstbehandlingsprogram og ikke i hånden eller på den elektriske skrivemaskine, der stod på mit kontor, måtte jeg derfor sætte mig ind i fogedrettens retslokale. Jeg er glad for, at det ikke er sådan længere. Domstolene må aldrig blive så fokuserede på digitalisering og teknologianvendelse, at retssikkerheden bliver sat over styr for hverken sagens parter eller andre, der er omtalt i sagens dokumenter, men derfor er det nu alligevel rart, at domstolene også kan være nogenlunde med, når det gælder digitalisering og anden teknologianvendelse.